Vanisha Gould & Chris Andersen European Quartet
– anmeldelse og billedgalleri
Lasse Mørck, kontrabas / Chris Andersen, trommer
Koncert med Vanisha Gould with the Chris Andersen European Quartet
Af Mogens Lerbech
Vi fik en “international” jazzoplevelse på sådan en solrig søndag eftermiddag, hvor kvartettens fire superdygtige, unge musikere skabte den helt rigtige dynamiske baggrund for sangerindens alsidige vokal.
Orkesterlederen, trommeslageren Chris Andersen, den amerikanske vokal Vanisha Gould, tenorsaxofonisten Andreas Toftemark, Rasmus Sørensen ved pianoet og Lasse Mørck på kontrabassen leverede en spændende koncert med elegant, moderne jazz for de fremmødte i Baghuset.
I første nummer ”September in the Rain”, som er en amerikansk jazzstandard fra 1937, viste Vanisha Gould sin kraftfulde og energiske sangstemme, som indtog ikke blot scenen, men hele salen. Hun blev
akkompagneret af Andreas Toftemarks bløde, melodiske tenorsaxofon og ikke mindst af den meget dynamiske rytmegruppe.
Senere fik vi “My baby Don’t Care for Me”, som blev kendt i en Nina Simone-version fra 1958. Her sang Vanisha Gould den på sin egen personlige måde, hvor hendes stemmes særpræg virkelig kom til sin ret.
Samtidig fik vi spændstigt trommespil fra Chris Andersen, som meget elegant understøttede alle melodiens facetter. Han fik, blandt andet med hjælp fra sine whiskers, trommerne til at blive et melodiøst og
nuanceret jazzinstrument. Endnu engang spændende improvisationer fra Andreas Toftemark – afslappet, men alligevel nærværende og overbevisende. Og ikke mindst afklaret spil fra såvel piano som kontrabas.
”Sweet Georgia Brown” er en jazzstandard fra 1925. Her spillet i en moderne superudgave med sang og scatsang, fine soli fra kontrabas og saxofon og elegant multirytmisk trommespil, som fik rytmegruppen til at
fungere ligesom i swingtiden.
Inden pausen fulgte et stemningsfuldt nummer fyldt med følelser og varme – en blues i moderne forstand, der viste den lyriske side af Vanisha Goulds sangstemme. Hertil lige så følsomt pianospil fra øverste hylde af
Rasmus Sørensen.
Så nåede vi frem til pausen, hvor musikerne lige nåede en udendørs passiar i den varme forårssol.
Første nummer efter pausen ”Softly, as in a Morning Sunrise” er oprindeligt en sang fra en operette fra 1928, men den har siden været udgivet i mange jazz-versioner. Her vil jeg fremhæve Lasse Mørcks robuste
og avancerede basspil og endnu engang de super dynamiske trommer.
“What a Little Moonlight Can Do” er blevet udgivet i en lang række udgaver fx Billie Holiday fra 1934 med pianisten Teddy Wilson og hans orkester og Bing Crosby fra 1953. Eftermiddagens udgave var i lynhurtigt tempo med Vanisha Goulds ekspressive sang modsat Billie Holidays blide udgave. Hertil inspirerende saxofonimprovisationer og virtuost piano, hvor Rasmus Sørensen på allerbedste vis bidrog sammen med Chris Andersens nuancerede trommer og Lasse Mørcks fine kontrabas. En sublim udgave, hvor de personlige fortolkninger og improvisationer fik frit løb. FLOT, FLOT.
Senere fik vi ”Bye Bye Blackbird” – i en hurtig udgave, hvor Vanisha Gould forsøgte at få os nede i salen til at synge med på omkvædet uden det store held. Med hendes stemme som omdrejningspunkt og med flere
eksempler på overbevisende saxofonspil og den sædvanlige energiske rytmegruppe blev det banale nummer til en lille perle.
Så fulgte tre fine numre afleveret efter samme recept: flot sangstemme, fornemt saxofonspil, spændstigt og elegant trommespil, virtuost piano og ikke mindst velklingende kontrabas. De faldt alle i publikums smag
og udløste applaus gennem alle numrene.
Birgitte Christiansen afsluttede koncerten med ordene: “I think, I have fallen in love with Your voice, Vanisha. Jeg siger mange tak til hele orkestret for en fin koncert. Tak til jer, der kom. I har gjort eftermiddagen festlig og fornøjelig.” Applaus fra salen viste, at alle var enige heri. Herefter fik vi ”The Glow of Sunrise” som ekstranummer
Det “eksklusive” publikum var bænket tæt på musikerne, hvilket gjorde koncerten til kammerjazz med et fornemt afstemt lydbillede og en ”intim” atmosfære, der muligvis bidrog til Vanisha Goulds og hver enkelt
musikers fortræffelige præstationer.
Men symbiosen mellem sangerinden og kvartettens dygtige musiker var det egentlige grundlag for, at jazzmelodierne blev forløst her og nu med udgangspunkt i, at såvel de kollektive improvisationer og hver
enkelt solo blev skabt ud fra øjeblikkets inspiration.
Det var moderne jazz, når det er bedst.