SIX FOOT STOMPERS
– anmeldelse og billedgalleri
Nils W. Christensen, trommer / Torben Junker, banjo / Mogens Eghjort, trompet
Koncert med Six Foot Stompers – med New Orleans i centrum
Af Mogens Lerbech
Denne forårseftermiddag fik vi en underholdende koncert med letflydende New Orleansjazz i bedste aftapning.
Klubbens formand bød velkommen til det erfarne orkester med ordene: ”Nu skal vi høre en flok søde, rare, gamle fyre – ikke sure gamle mænd, men glade mænd, der spiller glad jazz”. Jens Brandt replicerede straks med smil på læben: ”Ja, da. Vi har en vis alder, men vi er heldigvis ikke alene om det her i selskabet.” Bifald fra publikum.
Så var den hyggelige, afslappede stemning slået an på bedste måde, og vi fik en omgang glad jazz, spillet af erfarne jazzmusikere, der tydeligvis havde bevaret både deres færdigheder og musikalitet og ikke mindst deres spilleglæde.
Orkestret bestod af Mogens Eghjort på sin ”pockettrumpet”- en kort trompet, som i Eghjorts hænder blev aftvunget flot trompetspil, Jens Brandt på klarinet og vokal, Gunnar Bay på trækbasun og vokal, Torben Junker på banjo, Nils W. Christensen bag trommerne og Lars M. Nielsen ved kontrabassen. Jens Brandt var eftermiddagens konferencier og han introducerede de enkelte numre med korte humoristiske bemærkninger.
Første nummer var ”When My Dreamboat Comes Home” sunget af orkestrets showman Gunnar Bay. Allerede her fik vi elegant spil fra klarinetten og fra den lille pockettrumpet samt robust trombonespil.
Senere fulgte “Chinatown, My Chinatown” også sunget af Gunnar Bay med scatsang og “dansetrin” suppleret med en klarinetsolo og en trommesolo, som begge udløste bifald fra det lydhøre publikum.
“Girl of my Dreams” blev muntert annonceret af Jens Brandt, hvorefter den blev sunget af Gunnar Bay. Et enkelt par på dansegulvet blev inspireret af denne sang.
Herefter slog Jens Brandt en mere alvorlig tone an, idet han omtalte de aktuelle brændpunkter i verden: krigene i Ukraine og Gaza, som introduktion til det gamle Armstrong-nummer “What a Wonderfull World”, som herefter blev spillet i langsomt tempo med lyriske soli fra klarinet og trompet og kraftfulde passager fra Gunnars Bays sang og trombone. Stort bifald fra salen. Ja, vi må fastholde troen på en vidunderlig verden!
“Why Did You Leave Me Now?” lokkede flere ud på dansegulvet. Den blev sunget ganske flot af Jens Brandt ligesom jeg her vil fremhæve en lyrisk og velklingende bassolo.
Så fulgte ”Louisiana Fairytale” en melodi fra 1935, som blev populær i en Fats Waller- version og ”Wabash Blues” – et shuffle-nummer fra 1921 – spillet i sin tid både af Ellington/ Johnny Hodges og Ken Colyer. Her i en flot ”Six Foot Stompers”-version.
Inden næste nummer sagde Jens Brandt: ”I er jo et udsøgt jazzpublikum, der er forvænte med mange forskellige genrer af jazzen”, hvilket vi nede i salen selvfølgelig kunne give ham ret i. Samtidig kunne musikerne ikke undgå at mærke publikums store interesse for og applaus til eftermiddagens mange fine soli gennem hele koncerten.
Derefter fik vi to klassiske numre ”Basin Street Blues” sunget af Gunnar Bay og sidste nummer før pausen ”Bye, Bye Black Bird” sunget af Jens Brandt. To flotte numre med mange soli.
Efter pausen spillede og sang orkestret ”Happy Birthday” til ære for en gæst i salen. Hyggeligt.
Så fik vi måske eftermiddagens bedste nummer “Why Don’t You Go Down to New Orleans”. Dette rytmiske nummer, sunget flot af Gunnar Bay, blev understøttet af Nils Christensens dynamiske trommer, Lars Nielsens melodiøse kontrabas og Torben Junkers sprøde banjo. Også her fik vi gode soli med spændende improvisationer fra de tre blæsere
“Crying for the Carolines” et smukt og følsomt nummer i roligt tempo. Fin banjosolo. Endnu et bifald til Jens Brandt for hans lyriske klarinet.
I “See, See Rider”, sunget af Gunnar Bay, fik vi dynamiske soli med improvisationer fra de tre blæsere, hvor de alle endnu engang satte deres personlige præg på melodien. Alt i alt et flot nummer, som fik lokket nogle få på dansegulvet. Bifald fra salen til solisterne.
Så fulgte “I Can’t give You Any Thing but Love”, smukt sunget af Jens Brandt og “On the Sunny Side of the Street”. ”Det var på Capri” blev spillet i bedste Bjarne Liller/Papa Bue stil sunget af Gunnar Bay, mens rytmegruppen kørte som en velsmurt maskine ”All of Me” blev sunget af Jens Brandt med energi og spændende fraseringer.
Koncerten sluttede med “Rosetta”, som blev præsenteret af Jens Brandt med en oplysning om, at orkestret sidst havde besøgt Ballerup Jazzklub i 2001 og nu her 23 år senere. Mon de kommer igen i 2047?
”Rosetta” blev spillet i frisk tempo, fine soli, en trommesolo og endnu en bassolo. Koncerten sluttede med ekstranummeret: ”When You Are Smiling” og Jens Brandts ord:” Hvilken herlig eftermiddag. Vi har alle i orkestret kunne mærke, at I kunne lide vores musik. I er et fremragende publikum, som jeg vil anbefale rundt omkring. Godt, at så mange slutter op om den traditionelle jazz”.
Birgittes afslutningsbemærkning: ” Jeg elsker gamle mænd, når de sådan er i vigør”, udløste stort bifald fra publikum.
Vi fik en swingende koncert med rigtig traditionel jazz. Godt, at nogle erfarne jazzmusikere holder denne originale genre i live på bedste vis.