Red Hot Four+2 – 27.10.24
– anmeldelse og billedgalleri
Stående fra venstre: Lars Meidal, trommer og vokal / Finn Burich, trombone / Steffen Juul Hansen: klarinet, altsaxofon og vokal /
Ib Haagen, banjo og vokal / Torben Nickelsen, kontrabas
Hyggelig koncert med Red Hot Four+2
Af Mogens Lerbech
Birgitte Christiansen, jazzklubbens formand, bød velkommen til orkester og publikum i den fyldte sal til denne jubilæumskoncert i anledning af Ballerup Jazzklubs 45-års jubilæum. En særlig velkomst gik til indbudte gæster og tidligere samarbejdspartnere Gry Andersen fra Ballerup Kommunes kulturforvaltning, tidligere borgmester Ove E. Dalsgaard og hustru samt til Ole Sterndorff formand for Jonstrup Jazzklub.
Herefter blev bestyrelsen samlet foran scenen for at synge ”We’ll Meet Again”, så publikum fik sat ansigter på de bestyrelsesmedlemmer, som står bag de mange praktiske foranstaltninger, der gør det muligt at gennemføre jazzklubbens koncerter.
Efter velkomsten var orkesterleder Steffen Juul Hansen på klarinet og altsaxofon klar til at spille sammen med Ib Haagen på banjo, Torben Nickelsen på kontrabas og Lars Meidal på trommer og de to gæster, pianisten Jan Nielsen og trombonisten Finn Burich.
Jubilæumskoncertens første nummer var ”Linger Awhile”, et smooth jazznummer introduceret af orkesterlederen, hvor både han og piano og trombone fik applaus fra publikum. Dette blev efterfulgt af ”Four or Five Times” sunget af Ib Haagen. Her indflettede Burich lige en kommentar med smil på læben: ”Vi spiller den kun én gang”. Hæ, hæ. Så var den hyggelige og muntre tone slået an og ikke mindst var der skabt virkelig god ”connection” mellem orkester og publikum.
Så fulgte ”It’s Wonderfull” også sunget af Ib Haagen, hvor vi også kunne glæde os over hans gode jazzstemme. Det ”søde” og melodiøse nummer blev understøttet af en tilpasset altsaxofon og en pianosolo, som begge høstede bifald fra det lydhøre publikum, mens Finn Burich spillede først følsomt og derefter robust, hvilket stod rigtig godt til altsaxofonens udfoldelser. Bifald fra salen.
Senere fortalte Steffen Juul, at vi skulle huske, at jazz faktisk var begyndt som dansemusik, hvilket måske var medvirkende til, at rigtig mange kom på dansegulvet til nummeret ”Down in Honky Tonk Town”. Her fik vi flot saxofonspil og fabulerende trombone og piano, som begge gennem deres improvisationer bragte melodien videre. Det hele understøttet af en rå-swingende rytmegruppe. Flot, flot.
“It’s a Sin to Tell a Lie” blev i yderst behersket tempo sunget af Lars Meidal, så Fats Wallers humoristiske og ironiske detailler blev tydelige. Hertil en fin Fats Waller inspireret pianosolo fra Jan Nielsen og tilsvarende solo fra Steffen Juul. Et særpræget nummer spillet i samme ånd som originalen.
Så fulgte “My Sin was Loving You”, hvor Steffen Juul lovede os en banjosolo fra Ib Haagen, hvorefter vi fik en fin solo trods hans protester: ”Det kan jeg ikke”. Finn Burich fik lige indskudt en bemærkning til publikum: ”Ved I, hvad der kendetegner en rigtig gentleman?……. En rigtig gentleman er en mand, der har en banjo, men lader være med at spille på den”. Hæ, hæ. Efter denne intro fik vi så et rigtig fint nummer, hvor vi kunne glæde os over både Haagens gode sangstemme og hans fortræffelige banjospil.
”Glory of Love”, en melodi fra 1936, blev udmærket sunget af Steffen Juul på trods af hans påstand om at han faktisk ikke synger særligt godt. ” Vi spiller den for afvekslingens skyld”. Mange i salen sang med på omkvædet og Finn Burich spillede en robust trombone med et ølglas som dæmper. Fint nummer.
Efter et caribisk nummer, hvor Jan Nielsen fik gang i sin swingende harmonika suppleret af de to øvrige solister og ikke mindst af en velfungerende rytmegruppe, fik vi ”Algier Strut” med melodiøst saxofonspil, en ”soft” trombone og en rigtig fin, robust solo fra Torben Nickelsen på sin kontrabas.
Så var der pause, hvor klubben i anledning af jubilæet var vært for et glas bobler og noget chokolade til såvel publikum som musikere, hvilket også bidrog til den gode stemning i salen.
Efter pausen fik vi blandt andet det kendte nummer “Muskrat Ramble” komponeret af Hot Five – basunisten Kid Ory i 1926. Her blev det spillet i behersket tempo, hvor saxofonen holdt sig tæt på den oprindelige melodi, men hvor den traditionelle trombonesolo blev erstattet af en overraskende saxofonsolo, hvilket gav nummeret helt ny energi.
Så fulgte det gamle nummer ”When They Ring the Golden Bells” fra 1887. Det blev sunget af Ib Haagen og her fik vi endnu en spændende trombonesolo.
Inden det hurtige nummer “China Boy” sagde Steffen Juul, at de aldrig spillede hurtige numre, men at dette var en undtagelse. Så fik vi en fin udgave af nummeret, hvilket tiltrak 6 par på dansegulvet foran orkestret. Her leverede den altid veloplagte Finn Burich inspirerende improvisationer på trombonen og Jan Nielsen supplerede på bedste vis med spændende fortolkninger af temaet på sit piano. Hertil en trommesolo fra Lars Meidal. Bifald til alle fra publikum.
Så fulgte numrene “I Wonder Who’s Kissing Her Now” fra 1947, sunget af Lars Meidal og med en elegant pianosolo og ”Out of Nowhere”. Disse blev efterfuldt af ”You’re Driving Me Crazy” og ”Trusting Me”. Koncerten bestod af i alt 20 numre til hvilket Steffen Juul kommenterede med ordene: ”Vi spiller korte numre, men til gengæld får I mange af dem”. Og det gjorde vi så.
Inden “Laughing Samba” fortalte Steffen Juul lidt om den gode forplejning, som musikerne havde fået i pausen, inden de spillede en flot udgave af det kendte nummer med swingende harmonika og fint klarinetspil. Et af eftermiddagens bedste numre. Taktfast bifald fra publikum
Koncertens sidste nummer “When I Grow Too Old To Dream” fra 1934 blev sunget som duet af Ib Haagen og Lars Meidal og med Finn Burich vandrende rundt blandt publikum i salen med sin trombone. Festligt.
Vi fik ekstranummeret ”Panama” uanset om vi klappede eller ej, sagde Steffen Juul lunt, men her var der også bifald fra det lydhøre publikum. Og så gik de gang – efter Steffen Juuls omtale af næste års Riverboat Jazzfestival i Silkeborg – med en spændende udgave af det gamle nummer.
Til slut sagde Birgitte Christiansen til orkestret: ”Tak til jer fra bestyrelsen og mig selv. Tak for en koncert, hvor vi lyttede og dansede. Tak for den gode stemning. Det swingede rigtig fint mellem publikum i salen og jer musikere.”
Så alt i alt en jubilæumskoncert med hyggelig og velklingende traditionel jazz spillet af muntre jazzmusikere, hvis spilleglæde tydeligvis var i behold selv efter mange koncerter gennem 25 år.