NANA RASHID QUINTET
– anmeldelse og billedgalleri

Jazzmusik er forunderlig, idet nogle musikere og sangere inden for hver deres genre lægger vægt på underholdning, humor, danseglæde og swing, mens andre lægger vægt på eftertænksomhed og melankoli. Nana Rashid hører til sidstnævnte med sin egen helt personlige udtryksform.

Koncerten med Nana Rashid i centrum var netop præget af hendes overbevisende og autentiske sangstemme med en klarhed og gennemslagskraft, så vi ikke var i tvivl om sangenes budskaber og ikke mindst deres ægthed. Cecilie Guldagger Stranges saxofon var på samme måde smooth og afstemt efter hver enkelt sangs stemning. De tre øvrige orkestermedlemmer – trioen Little North – med Lasse Jacobsens trommespil, der vekslede mellem akkompagnement til Nanas sang og virtuose soli med mange forskellige klange og rytmer, med Benjamin Norholm Jacobsens elegante piano med flere soli med gentagelser af forenklede og afklarede fraser og med Martin Brunbjerg Rasmussens kontrabas, der gennem hele koncerten vekslede mellem spændende grundrytmer og overraskende soli.

Koncertens numre blev introduceret af Nanas forklaringer på, hvilke temaer og problemstillinger hendes sange omhandlede, og baggrunden for kompositioner og tekster. Det var fint, at vi som tilhørere på denne måde blev guidet gennem koncertens 12 numre.

Første nummer var ”Freedom”, der blev introduceret med trommesolospil af Lasse og sunget med melankoli og følsomhed af Nana. Dette blev efterfulgt af “Poor Blue Betty” med en flot, melankolsk saxofonsolo, hvilket også blev honoreret med spontane klap fra salen.

“Mother, father” blev indledt med Nanas personlige fortælling om de problemer, der kan opstå, når man står mellem to helt forskellige kulturer i Oman/Zanzibar og i Danmark. Det var et nummer i langsomt tempo med mange soli og med flere eksempler på Quintettens karakteristiske glidende overgange mellem de enkelte soli. Herunder en bassolo, hvor Martin brugte buen i sit basspil. Og ikke mindst endnu et eksempel på Nanas evne til at foredrage en tekst med overbevisning.

“A Taste of Honey” – et langsomt nummer- blev introduceret af en flot bassolo før Nanas udtryksfulde sang med akkompagnement af trommerne med den særlige stemning, som brug af whiskers kan give. De stille passager blev afløst af crescendo-passager med kraftig stemmeføring fra Nana og tilsvarende kraftigt trommespil.

Så fulgte ”One kind of Favour” introduceret med en udtryksfuld og robust bassolo og en velafstemt saxofonsolo. Her fik vi en virtuos og swingende pianosolo og en kunstfærdig og yderst spændende trommesolo med rigtig mange lydmæssige nuancer. Alt i alt et spændende og udfordrende nummer, der straks resulterede i bifald fra salen.