Monique Thomas & Finn Burich New Orleans Ensemble
– anmeldelse og billedgalleri
Torben Bøtker Bjørnskov: bas /
Monique Thomas: vokal /
Hans Esbjerg: piano /
Esben Laub von Lillienskjold: trommer /
Finn Odderskov: saxofon og klarinet
Monique Thomas & Finn Burich New Orleans Ensemble gav endnu en fantastisk koncert i Baghuset
Anmeldelse af Mogens Lerbech
For omkring et år siden gav Monique Thomas en flot koncert her i Baghuset, og nu gjorde hun det igen.
Selvom der var flere fælles træk ved de to koncerter – blandt andet første sangnummer ”Basin Street blues”, ”Route 66” og sidste nummer ”Battle of Jericho” – var også denne koncert en helt unik oplevelse med jazzmusik fra øverste hylde.
Alle koncertens numre var nemlig præget af, at de dygtige musikere udstrålede spilleglæde og dynamik både i ensemblespillet og i de mange soli, og så blev sangnumrene båret frem af Monique Thomas’ formidable sangstemme.
Som opvarmning, inden Monique trådte op på scenen, fik vi tre kendte numre: ”Girl of My Dreams” sunget af orkesterlederen, ”Up the lazy River”, hvor Hans Esbjerg med sit enkle og spændstige pianospil fabulerede over nogle enkle strofer på en spændende måde og ”West End Blues”, som blev introduceret i hurtigt tempo af Finn Odderskovs overbevisende sopransax.
Som nævn indledte Monique Thomas sin del af koncerten med ”Basin Street Blues”, hvor Odderskovs clarinet, Torben Bjørnskovs bas og Esben Laub von Lillienskjolds trommer akkompagnerede melodisk og med følelse, og hvor Burichs lyriske trombone og Esbjergs lette og elegante piano var baggrund for Monique bløde og swingende sang og spændende scatsang.
Næste nummer blev introduceret af Monique med ordene: ”Jazz er altid med swing, og hvis det ikke swinger, så er det ikke jazz”, hvorefter vi meget apropos fik nummeret ”It Don’t Mean a Thing, If it Ain’t Got That Swing” i en overvældende swingende udgave med en inspirerende solo fra tenorsaxen og passager med tæt sammenspil mellem scatsang og trommeslagerens sofistikerede spil.
”September Song” – et langsomt nummer med lyrisk sang og tilsvarende cool akkompagnement med blandt andet tenorsax a la Lester Young.
I ”One Note Samba” var der både sang og dans fra Monique. Der var chase mellem trommer og bas og ikke mindst flot solospil fra tenorsax og piano, hvor sidstnævnte endnu engang leverer sit forenklede spil med gentagelse af enkelte strofer a la Count Basie.
”Route 66” – duet mellem Odderskov og Burich og sublimt swingende sammenspil mellem trommer og kontrabas.
Efter pausen fulgte numrene “I cant get Started” sunget og spillet af Burich og ”Dinah” med fornemt sammenspil af Burich og Odderskov suppleret af en eminent trommesolo og elegant piano og bas. Med “After You have gone” kom Monique atter på scenen, og i det gamle Ida Cox-nummer “Wild women don’t have the Blues” fik vi et super bluesnummer med en fremragende bassolo. Så fulgte “What a Little Moonlight can do”, som fik nyt liv i denne udgaves lyntempo og der efter det langsomme og melodiske nummer “Do You know what it Means” med flot sammenspil af trombone og tenorsax og en passage med kun sang og piano, hvilket også her udløste klapsalver fra salen.
Efter koncertens sidste nummer “Joshua fit the Battle of Jerico”, hvor solisternes præstationer smelter sammen til en musikalsk enhed, sagde klubformanden farvel med ordene: ” What a fantastic show – sikken en dejlig eftermiddag”.
I ekstranummeret ” C est ci Bon” blev publikum lokket til at synge med på de to centrale ord Ci og Bon. Det var underholdende.
Alt I alt en super koncert med elegant sofistikeret jazz, som stadig har sit tydelige udspring i traditionel jazz og swing, men som her blev videreudviklet og aktualiseret af Monique Thomas fortræffelige stemme og fem virkeligt dygtige og veloplagte jazzmusikere, som fyldte salen med vellyd. Med denne koncerts spontanitet, improvisation, spilleglæde og umiddelbare inspiration er vi inde ved jazzens inderste kerne. Alt dette gik op i en højere enhed tæt fulgt af publikum applaus til hver enkelt solo.
Så tak for en rigtig god oplevelse.