Kommende events i Ballerup Jazzklub

I Ballerup Jazzklub afholder vi omkring 10 koncerter om året med både danske og udenlandske navne.
Herunder præsenteres de events, der foreløbig er planlagt.

Red Hot Four + 2 er et orkester, som appellerer til et bredt publikum med deres swingende New Orleans revival jazz.

Red Hot Four, som blev oprettet i 1999, er de senere år ofte blevet udvidet med to mand, så Red Hot Four+2 fremstår mere som et ’rigtigt’ New Orleans jazzorkester med to blæsere. Når kvartetten udvider med pianist og trombone kommer musikken til at fylde mere, og det giver yderligere en flot klang.

+2 er ikke “hr” hvem som helst
Det er nemlig Jan Nielsen fra Flying Jazzman og Finn Burich fra flere forskellige orkestre – altså kendte ansigter i Ballerup Jazzklub.

For selvom Red Hot Four+2 ikke spiller voldsomt og højt, så fylder musikken og swinger på grund af intensitet, engagement og godt sammenspil af de seks musikere.

Line Up

Steffen Juul Hansen: klarinet og altsaxofon /
Ib Haagen: banjo og vokal /
Torben Nickelsen: kontrabas /
Lars Meidal: trommer /
Jan Nielsen: piano /
Finn Burich: trombone /

Danmarks største stemme!
Du har aldrig hørt en stemme som Miriam Mandipiras. Helt ufortjent tager hun ikke selv æren for hverken den power eller det nærvær, hun leverer.

For Miriam og hendes Soul Family er musikken langt mere end toner og ord. Den er magi. Og tro. Det hele kan opleves LIVE og på det nye album NDIWE. Hun har sunget, så længe hun kan huske. Er vokset op med ørerne klistret til radioen. Og fra da skolelæreren bad hende synge til en fællessang, har resten givet sig selv. Fra Afrika til Danmark, fra Book Café, Harare, til Mojo Blues Bar og til de store koncertsale. Fra DR’s Big Band til Det Kongelige Teater.

Musik er musik, og Miriam er musikken. ”Men det er ikke mig, det handler om, når jeg synger. Jeg er bare instrumentet, og når jeg står på scenen med mit band, synger jeg fra et sted, der ikke handler om regler og teknik, men om følelser”, fortæller sangerinden, der for alvor prøver kræfter som sangskriver sammen med sin Soul Family på albummet NDIWE, der betyder ’du er mit hjertes udkårne’. Budskabet og overskriften er til at mærke.

Kærlighed. Selvfølgelig. Fremfor alt. Dét oplever man tæt på, når Miriam & The Soul Family går på scenen. Nærvær, vellyd, varme og  begejstringen for musikken er umulig at overse og -høre.

Miriam Mandipira & The Soul Family er:
Miriam Mandipira:  vokal /
Søren Skov: keyboards /
Martin Stender: guitar /
Thomas Fog: bas /
Sten Rasmussen: trommer

Vi byder julen velkommen med en julekoncert, hvor den svenske jazzsangerinde Mimi Terris sammen med trompetisten og sangeren Mårten Lundgrens Quartet synger numre fra The American Songbook.

Vi hører de kendte amerikanske julesange som ”I’m Dreaming of a White Christmas” og ”Let it Snow”, men også mindre kendte sange som ”The Christmas Waltz” og selvfølgelig er også en række svenske og danske julesange på programmet.

Mimi Terris gik – efter at have studeret klassisk sang og opera- over til jazzen, og i 2012 indspillede hun sit debutalbum ”They Say It’s Spring” med hovedsageligt ældre amerikansk jazzmusik. Hun skriver egne sange og udgav i 2015 den meget personlige CD ”Flytta hemfrån”, som fik gode anmeldelser med bl.a. associationer til Alice Babs og Monica Zetterlund. I 2016 var hun solist ved Danmarks Radios store tv-julekoncert, og hun medvirkede i indspilningen ”Jazzin’ Around Christmas” med DR Big Band.

I 2017 udkom hendes andet album med egne sange.

Mårten Lundgren og Ida Hvid er kendte ansigter i Ballerup Jazzklub. Mårten Lundgren har senest spillet her i Cool Sweetness Sextet, mens Ida Hvid var ”vikar” i Flying Jazzman Quintet. Trommeslageren Cornelia Nilsson fik Tivolis Jazzpris i 2023 og har netop udgivet CD-en ” Where Do You Go?”, mens Zier Romme med sit Oscar Petersons inspirerede pianospil fik Ben Webster Prisen i 2023. Altså en meget spændende dansk, svensk kvartet.

Så velkommen til en spændende jazzeftermiddag i Baghuset med julehygge.

Line Up:
Mimi Terris (SE): sang /
Mårten Lundgren (SE): trompet & sang /
Zier Romme Larsen (DK): klaver /
Ida Hvid (DK): bas /
Cornelia Nilsson (SE): trommer

Så er der mulighed for genhør med den engelske klarinettist Adrian Cox, der sammen med Björn Ingelstam Ouartet spillede i Ballerup Jazzklub i 2021.

 Adrian Cox har været professionel jazzmusiker siden han var 15 år. Hans forbilleder i den traditionelle jazz er klarinettisterne George Lewis og Edmond Hall.

Også denne gang får vi Adrian Cox i selskab med Björn Ingelstam, Magnus Hjort, Andreas Svendsen og Rune Fog Nielsen – alle yderst velanskrevne og dygtige jazzmusikere. De fleste kender vi rigtig godt her i jazzklubben.      

Björn Ingelstam har med sine rødder i det sydlige Sverige været en tilbagevendende figur på den skandinaviske jazzscene – ikke mindst her i Ballerup. Siden 2013, hvor han flyttede til New York og senere til Paris i 2018 har Björn udviklet sit trompetspil så alsidigt, at det spænder over traditionel jazz og langt ind i swing, bebob og moderne Jazz.

Her vil han sammen med Adrian Cox levere en oplevelse ud over det sædvanlige, idet de begge to formår at fortolke både traditionelle og nye jazznumre på spændende og udfordrende måder.

Glæd dig til en spændende koncert i Baghuset

LIne up:
Adrian Cox: klarinet, altsax og vokal (UK) /
Björn Ingelstam: trompet og vokal (S) /
Magnus Hjort: piano (S) /
Andreas Svendsen: trommer (DK) /
Rune Fog Nielsen: bas (DK)

Den danske tenorsaxofonist Andreas Toftemark og den amerikanske trompetist Benny Benack III, altså tredje generation af jazzmusikere i Benackfamilien, mødes her i Baghuset. Så der venter os en spændende jazzeftermiddag med de to solister og deres internationale rytmegruppe.

Benack er en berømt trompetist og vokalist fra den nye generation af jazzmusikere i USA. Han har arbejdet sammen med en lang række af jazzens største navne og har optrådt på nogle af New Yorks mest prestigefyldte jazzklubber, herunder Birdland, Dizzy’s og Lincoln Center.

Andreas Toftemarks hovedinstrument er tenorsaxofonen, men han spiller også andre blæseinstrumenter. Han er desuden komponist og orkesterleder. Han har med stor succes spillet i USA og på jazzfestivaler og i jazzklubber i mange europæiske lande

Kvintetten består af musikere, som har spillet sammen i den musikalske smeltedigel i New York, nemlig amerikaneren Joe Perl på trommer, den danske pianist Rasmus Sørensen og finske Kaisa Mäensivu på kontrabas.

Sammen vil Quintetten præsentere publikum for en eksklusiv musikalsk oplevelse, hvor 60’ernes hardbop-jazz og crooner-showmanship går op i en højere enhed.

Glæd dig til en særlig jazzoplevelse med en international Quintet.

Lineup:
Benny Benack III: trompet /
Andreas Toftemark: saxofon /
Joe Perl: trommer /
Rasmus Sørensen: piano /
Kaisa Mäensivu: kontrabas

Bourbon Street Jazzband er en del af den danske, traditionelle jazzscene, men bandet skiller sig ud ved at blande den klassiske New Orleans-stil med stramme arrangementer og stilmæssige afstikkere til både swing, boogie woogie og blues. Man kan sige, at musikken afspejler musikernes forskellige baggrunde og personligheder. Men fokus er, som altid, at komme publikum i møde med iørefaldende og dansevenlig musik af høj kvalitet.

Det er et gennemtestet og erfarent orkester, der tager hul på sin 69. sæson. Det seneste medlem er trompetisten Gunnar Lautrup, som hurtigt er blevet en del af orkestrets sound, siden han begyndte i 2023. Pianisten Jens Nørholm er også ”ny”, idet han har været med siden 2022.

Gennem årene er det blevet til samarbejde med mange af jazzens store navne: trombonisten Al Grey, trompetisten Leroy Jones, klarinettisterne Mr. Acker Bilk, Monty Sunshine, Sammy Rimington, John Defferary og Jacques Gauthé, sangerinderne Daimi og Fiona Duncan og saxofonisterne, Klaes Lindquist og Jesper Thilo.

Men kom selv og hør en spændende koncert med et spil-levende band.

Line Up:
Gunnar Lautrup: trompet (orkestermedlem siden 2023) /
Per Jegbjerg: trækbasun, ventilbasun og arrangementer (siden 1978) /
Finn Odderskov: klarinet og saxofoner, vokal (siden 1997) /
Jesper Bjarnesen: banjo, guitar og vokal (siden 2018) /
Jens Nørholm: piano, vokal (siden 2022) /
Jørgen Nielsen: kontrabas (siden 1987) /
Heine ”Hot” Poulsen: trommer (siden 2002) /

Ret til ændringer forbeholdes