JON BJARNASON FIVE
– anmeldelse og billedgalleri
Morten Nordal, guitar / Jon Bjarnason, vokal og guitar
Jon Bjarnason Five – en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige
Af Mogens Lerbech
Som opvarmning til denne sommerkoncert spillede guitaristen Morten Nordal en række solonumre, mens publikum ankom og fandt deres pladser. Det var inspirerende og hyggeligt.
Så kom de øvrige musikere også på scenen med orkesterleder, sanger og guitarist Jon Bjarnason i spidsen efterfulgt af klarinettist og saxofonist Erik Sørensen, kontrabassist Jens Holgersen og trommeslager Ulrik Brohuus. Altså en anderledes instrumentering med to guitarer og kun en enkelt blæser, hvilket gav kvintetten en særlig sound.
Efter en kort introduktion fra Jon Bjarnason gik man gik i gang med det klassiske jazznummer fra 1930 ”On the Sunny Side of the Street” sunget af Bjarnason. Allerede her viste kvintettens fem musikere hver deres musikalske kvaliteter.
Herefter ironiserede Erik Sørensen over sin alder med ordene: ”Det er billigere for kommunen at sende mig ud til jazzkoncerter, end lade mig sidde på et plejehjem.” Munter applaus fra salen understregede, at det kunne publikum kun give ham ret i. Man kunne ikke undgå at bemærke såvel aldersforskellen mellem de enkelte musikere og forskellene mellem deres kropslige udfoldelser lige fra Sørensens helt rolige placering på en stol gennem hele koncerten til Nordals ekspressive mimik og dansen med hele kroppen siddende på en høj barstol. På trods af de to musikeres ganske forskellige kropslige udtryk spillede de begge sublimt og kompletterede hinanden på bedste vis.
Så fulgte ”Bye Bye Black Bird” også sunget af Bjarnason, hvis lyriske stemme og spændende fraseringer fremhævede melodiens oprindelige udtryk samtidig med at han gav den et meget personligt udtryk.
Bjarnasons introduktion til “Some Day You Will be Sorry” fremhævede, at der her var tale om ”en bitter sang om forsmået kærlighed”, hvorefter han sang den med stor følelse efterfulgt af en glimrende melodisk guitarsolo fra ham selv, mens Nordal spillede rytmeguitar. Senere skiftede de roller, så det var Nordal, der leverede en ekspressiv solo og Bjarnason var rytmeguitarist. Hertil en elegant og kraftfuld klarinetsolo. Det hele understøttet af Jens Holgersens stilsikre kontrabas og Ulrik Brohuus’ elegante trommer.
Som overgang til næste nummer afbrød Sørensen med en anekdote om Winston Churchill: En kvinde siger til Churchill: ”Hvis jeg skulle giftes med Dem, ville jeg hælde gift i Deres kaffe”. Hvor til Churchill svarede: ”Og hvis jeg skulle giftes med Dem, ville jeg straks drikke den.” – munterhed fra salen.
Inden “Bourbon Street Parade” var der en lille snak mellem Bjarnason og Sørensen om, i hvilken toneart den skulle spilles, og om det skulle være på sopransax eller klarinet. Det blev klarinetten. Så blev nummeret ellers spillet med kraft og stor energi fra alles side. Og med fine soli fra Sørensens klarinet, Holgersens kontrabas, Bjarnasons og Nordals guitarer og underliggende inciterende trommer. Det blev en så intens udgave af det kendte nummer, at Sørensen sagde: ”Behøver det være så voldsomt”, hvorefter vi bl.a. fik det langsomme og lyriske nummer “I can’t give You Anything but Love” og derefter ”Sweet Sue”, smukt sunget og spillet af Bjarnason, hvor sopransaxofonen også kom i brug.
”Stranger on the Shore” – et Acker Bilk glansnummer fra 1960-erne – blev smukt spillet af Erik Sørensen på klarinetten sammen med rytmegruppen, men uden orkesterlederen som sad nede i salen og lyttede til kollegernes udmærkede musikalske udfoldelser. Bifald fra publikum.
Efter pausen havde Birgitte Christiansen ”bestilt” Sørensen til at spille den sydafrikanske pianist Dollar Brands komposition “The Wedding”. Det gjorde han så følsomt og overbevisende på sin tenorsaxofon, at det opmærksomme publikum leverede endnu et stort bifald. Herefter ”C’est Si Bon” elegant sunget af Bjarnason
I ”I found a New Baby” kunne Nordal ikke sidde stille, mens han intenst lyttede til Brohuus’ spændstige og medrivende trommesolo. Desuden fik vi endnu en flot og robust bassolo fra Holgersen, som i øvrigt gennem hele koncerten sammen med Brohuus’ trommer skabte det swingende grundlag for de øvriges præstationer. Så fulgte “You are my Sunshine” med diskret fællessang og derefter “Basin Street Blues”.
Næsten alle numre I aftenens jazzkoncert kredsede om temaerne kærlighed og følelser, ikke mindst numrene “L-O-V-E” og “All of Me” med en flot bassolo og med Nordal i nærmest musikalsk ekstase samt slutnummeret “I’m Confessin That I love You” med soli fra tenorsaxofonen og Nordal. SUPER
En koncert med en yderst velspillende kvintet med musikere, som var i stand til at gøre swingnumrene levende og nærværende i kraft af deres overraskende improvisationer og forbilledlige sammenspil og Bjarnasons behagelige jazzstemme, så vi nede i salen fik en jazzoplevelse ud over det sædvanlige. Eller som en gæst sagde i pausen: ” Det er synd for dem, dem der ikke hører denne koncert. De er gået glip af noget rigtig godt.”
Jeg kan kun være helt enig heri.