Hans Ingelstams sextet – eller Lindquist/Carlssons kvintet
anmeldelse og billedgalleri
Klas Lindquist (SE), sax, klarinet /
Andreas Fryland (DK), trommer /
Mads Søndergaard (DK), piano /
Matthias Petri (DK), bas
I Hans Ingelstams fravær fik vi en fremragende koncert med Lindquist og Carlsson
Anmeldelse af Mogens Lerbech
Desværre måtte Hans Ingelstam melde afbud til denne koncert på grund af sygdom, hvilket var den triste oplysning, som Birgitte, jazzklubbens formand, kom med i sin velkomst.
Den gode nyhed var, at Hans Ingelstam Sextet blev erstattet af Lindquist- Carlsson kvintetten – altså de fem øvrige musikere i sextetten: Klas Lindquist på klarinet og saxofon, Nicklas Carlsson på trombone, Matthias Petri på bas, Mads Søndergaard på piano og Andreas Fryland på trommer.
Så forventningerne var stadig store til aftenens koncert, og de blev indfriet allerede efter at kvintetten havde spillet de første numre ”Bourbon Street Parade” og ”Them There Eyes”.
Vi kunne straks fornemme spilleglæde, smil og munterhed blandt orkestermedlemmerne samtidig med, at både Lindquist og Carlsson gav den max gas på hver deres instrument.
Det der umiddelbart kendetegnede denne koncert, var at musikerne på forunderlig måde var i stand til at spille de kendte numre i udgaver, så man ikke mistede fornemmelsen af, hvor man var i melodien, samtidig med at sammenspillet mellem såvel rytmegruppe som solister som solisterne imellem var sublimt. Dette kombineret med, at alle fem musikere konstant leverede overraskende, udfordrende og spændende soli.
Niclas Carlsson annoncerede de enkelte numre på sin sædvanlige charmerende og ligefremme facon. Han opfordrede til dans, hvilket straks blev fulgt op af flere i salen. Desuden var det hans stemme, man hørte i alle sangnumrene.
Der blev vekslet mellem numre fra 20-ernes traditionelle jazz til flere af swingtidens slagnumre:
“In a Mellow Tone” komponeret af Duke Ellington i 1939, ”Showboat to China”, “Two Sleepy People” og ”Stardust”, som Niclas annoncede var komponeret i verdens sværeste toneart (D-Flat). Det voldte dog ikke problemer, for den blev spillet suverænt, ikke mindst af Mads Søndergaard som også her leverede et smukt og forenklet pianospil,
der i enkelte passager mindede om Count Basies stil.
Inden nummeret “Angel Flying Too Close to the Ground” af Willie Nelson, der var et ønske fra jazzklubbens formand, causerede Niclas på sin underholdende facon: ”Vi kender den ikke, men vi spiller den alligevel”. Og det gjorde de så på en meget lyrisk måde med Niclas sangstemme som det bærende element.
Lindquist introducerede den kendte brasilianske melodi ”Tico, Tico”, hvor især rytmegruppen leverede den synkoperede baggrund for de to solisters udfoldelser.
I nummeret ”Muskrat Ramble” af Kid Ory i 1929 fik trommerne en særlig rolle, idet Andreas Fryland indledte med en ”hård”, meget rytmisk trommesolo, herefter spille klarinet og trommer alene med en overgang til trombonen. Så fulgte en super trommesolo, hvor Andreas’ overlegne beherskelse af trommerne atter blev demonstreret, hvilket udløste anerkendende blikke fra de øvrige orkestermedlemmer og ikke mindst anerkendende klapsalver fra salen.
Nummeret “Struttin with some Barbecue” kendt fra Louis Armstrongs Hot Five i 1927 var opbygget helt anderledes, idet det startede som den oprindelige Hot Five udgave, understøttet af et pianospil, der gav mindelser tilbage i tiden, men som hurtigt bevægede sig ind i Mads Søndergaards sædvanlige lyriske og letflydende pianostil. Herefter udviklede nummeret sig med sublimt sammenspil mellem den elegante og ekspressive saxofon og den mere robuste, men stadig virtuose trombone. Også her med Matthias Petris sublime basspil som den helt uundværlige swingende baggrund. Det var jazz, når det er allerbedst.
Så alt i alt en koncert med super kvalitet fremført af musikere som så ud til at nyde musikken lige så meget som publikum i salen.