Dr. Rulles Jazzklinik (S) – anmeldelse og billedgalleri
Erik Ryden: trombone, vokal /
Tobias Lindqvist: washboard, vokal /
Klas Otosson: sousaphone, vokal /
Torbjørn Nager: banjo, guitar, vokal /
Jan Hillbom: sopransax, vokal
En spændende koncert i Baghuset med historisk jazz
Anmeldelse af Mogens Lerbech
Allerede inden koncerten var begyndt blev man inddraget i et jazz-univers fra 1920‘erne. På scenen var der nemlig opstillet et vaskebræt, en imponerende sousaphone og en mikrofon i en trækasse, der skulle illudere en original mikrofon fra 20’erne. Dette univers blev forstærket af musikernes påklædning i mørkt tøj, hvide skjorter og butterflies.
Da musikken begyndte, oplevede vi straks et orkester, som på forunder-lig måde forstod at være underholdende, samtidig med at de spillede en lang række traditionelle numre fra 1920’erne på en autentisk måde.
Rytmegruppen bestående af Tobias Lindquist på vaskebræt, Klas Ottosen på sousaphone og Thorbjørn Nager på banjo (og guitar) understregede som nævnt det autentiske i koncerten, idet disse tre instrumenter var meget almindelige i tyvernes jazzorkestre.
Hertil kom blæserne Jan Hillbom på sopransax, Erik Rydén på trombone og Pelle Sandberg på kornet. Alle seks musikere leverede fortræffeligt sammenspil og mange gode soli. De er alle så gode musikere, at man i enkelte situationer følte, at de måske kunne have lyst til at bryde ud af den ramme, som 20’er jazzen nu engang sætter.
Koncertens numre var – med enkelte undtagelser – fra det tidlige jazzrepertoire fx “When You’r Smiling” og W.C. Handy’s “Beale Street Blues”.
Gennem hele koncerten blev de enkelte numre på hyggelig vis bundet sammen af Thorbjørn Nagels oplysninger kombineret med adskillige tilråb fra de øvrige orkestermedlemmer blandt andet i forbindelse med en diskussion af spørgsmålet om den hotte jazz var datidens pop eller……..
Når musikere trives godt med hinanden, smitter det straks af på numrenes kvalitet, hvilket vi tydeligt kunne mærke aftenen igennem nede i salen, hvorfor der kom adskillige spontane klapsalver fra publikum.
Det kunne også mærkes i nummeret ”Alcohol Blues”, flot spillet og sunget af Pelle Sandberg, som blev introduceret med en række humoristiske kommentarer fra de øvrige musikere.
Af andre af koncertens mange numre kan nævnes:
“Who walks in, when I walk out” med sang af Thorbjørn Nagel og “Please don’t talk about me, when I am gone” med sang af Klas Ottosen. Han skulle lige håndtere den store sousafon i den lavloftede sal inden han nåede frem til mikrofonen. Og ”Steamboat”, der blev rullet i gang som en et ældre dampskib. Her med sang af den udmærkede vaskebræt-spiller Tobias Lindquist, som i øvrigt leverede et karakte-ristisk rytmisk grundlag for alle koncertens numre sammen med de dybe toner fra sousaphonen.
Den kendte sopransaxofonist Sidney Bechets “Si Tu Vois Ma Mère” blev flot fortolket af Jan Hillbom.
Så fulgte nummeret ”Soppin’ Blues”, som var arrangeret, så både banjo, trombone, saxofon og sousafon fik afleveret fine solopassager, samtidig med at man kunne genkende den oprindelige udgave, som den blev spillet af King Olivers ”Dixie Syncopators” i 20-erne.
Så fulgte Louis Armstrongs “Big Butter and Egg Man”, “Willie The Weeper” med flerstemmig sang og ikke mindst flere step-indslag med glimt i øjet fra trombonisten.
Lil Harding Armstrongs “Perdido Street Blues” med flot kollektiv improvisation og stor loyalitet overfor det oprindelige nummer. Derefter fulgte blandt andet ”Dinah” med fremragende kornetspil af Pelle Sandberg og sang af Erik Rydén og ”Dallas Blues” med sang af Thorbjørn Nager.
Koncerten sluttede med to ekstranumre og stående applaus fra publikum.
Så alt i alt en spændende koncert med autentisk jazzmusik med sang og stepdans, der på bedste måde gjorde den historiske jazz levende, og som kort kan karakteriseres ud fra en spontan kommentar fra en tilhører i salen : ”De er sgu da festlige”.