DIXIE FOR YOU
– anmeldelse og billedgalleri
Hans Ingelstam: trombone, vokal /
Claes Rydbeck: banjo, guitar, vokal /
Lars Nielsen: kontrabas /
Jacob Melchior: trommer /
Sven Erik Lundequist: piano
Dixie for You – en spændende afslutning på forårssæsonen
Anmeldelse af Mogens Lerbech
Aftenens koncert blev indledt med nummer “It’s a Sinn to Tell a Lie”. Allerede her fik vi præsenteret orkestermedlemmerne: de tre danske musikere Jeppe Zacho (klarinet, sopran- og tenorsaxofon og vokal) Lars Nielsen (kontrabas) og gæstetrommeslageren Jacob Melchior, og de tre svenske musikere Claes Rydbeck (banjo, guitar og vokal), Hans Ingelstam (trombone og vokal) og gæstepianisten Sven Erik Lundeqvist.
Orkestret fik straks etableret den rigtige jazzklubstemning, hvilket vil sige afslappede musikere med smil på læben, god kontakt med publikum, spændende melodier og hyggelige introer fra Hans Ingelstam og Claes Rydbeck.
Den gode stemning blev også befordret af Hans Ingelstams opmærksomhed på og energiske guidning af de to gæstemusikere, så de faldt ind rigtige steder undervejs i numrene, hvilket lykkedes 100 %.
For os nede i salen var denne kommunikation musikerne imellem gennem mimik og håndtegn endnu et bidrag til at forstå, at der her var tale om levende og spontan jazzmusik spillet af veloplagte og sprudlende musikere, der gensidigt inspirerede hinanden.
Det kom tydeligt til udtryk både i nummeret “New Orleans”, som Jeppe sang, og hvor vi fik et eksempel på lyrisk spil fra både tenorsax og trombone suppleret af en god solo på kontrabassen, og i det hurtige og kraftfulde nummer “Indiana”.
Sangen “In Apple Blossom Time” – en vårvise fra 1920 – gik endelig i gang på tredje afslappede forsøg, hvilket tydeligt viste, at der her er tale om levende musik, som bliver til i nuet. Den blev sunget af Ingelstam med spændende soli fra trombone, tenorsax, guitar og piano. Så fulgte “Alexanders Ragtime Band” – et storswingende nummer med super soli fra trombone og tenorsaxofon.
Et særligt indslag i koncerten var, da Lars Nielsen, Jacob Melchior og Sven Erik Lundeqvist dannede en trio, som spillede nummeret “Crazy Rhythm”. Her skabte trommerne og bassen det inciterende rytmiske grundlag for pianoets letflydende og virtuose spil på Oscar Petersons niveau. Og med soli fra bas og trommer fik vi her et eksempel på sublim og swingende ”kammerjazz”, hvilket publikum anerkendte med flere klapsalver under vejs.
Så fulgte Quincy Jones nummeret “The Midtnight Sun will Never Set.” Introduceret på bedste vis af Ingelstam. Og herefter “Stealing Apples” – et Fats Waller nummer, hvor Hans Ingelstams trombone med dæmper spillede godt op til Jeppes kraftfulde saxofon.
I ”Bohemia Rag” – fremført af duoen Ingelstam og Lundeqvist, stod trombonens fornemme og afklarede solospil og pianoets akkompagnement rigtig godt til hinanden. Eftersom melodien er fra 1919, kunne man i Lundeqvists spil ane ragtimestrofer a la Jelly Roll Morton.
Herefter fulgte “I Don’t Want to set the World on Fire” sunget følsomt af Jeppe Zacho. Så følsomt, at Claes Rudbeck næsten blev ”rørt”.
Inden starten på “It is wonderful” sagde Claes Rydbeck: ”Vi kan den vist ikke, men vi chancer!” Hans påstand viste sig ikke at være rigtig, idet vi fik et velspillet og flot nummer sunget af Rydbeck, hvor jeg også vil fremhæve Jeppe Zachos melodiøse tenorsolo.
Næste nummer “Into Each Life Some Rain Must Fall” var præget af Hans Ingelstams behagelige sang, hvorefter vi endnu engang hørte Zachos tenorsax og en flot pianosolo.
I “Struttin with some Barbecue”, der i 1920’erne blev spillet af Louis Armstrongs Hot Five, var det Ingelstam som stod for melodistemmen som ”erstatning” for Armstrongs trompet. Samtidig blev tenorsaxofonen erstattet af den lyse, bøjede sopransaxofon, hvilket gav nummeret en særlig sound. Et flot og autentisk nummer.
I“S wonderful”, et George Gershwin nummer fra 1927, havde Zacho fundet sin lyriske klarinet frem, så vi fik en følsom fortolkning af det rolige og melodiøse nummer.
“With a Pack on my Back” fra 1914 – et for mig helt ukendt nummer – blev introduceret af Ingelstam, som også spillede melodistemmen på trombonen suppleret af gode soli fra trommer og bas.
Så fulgte en swingende udgave af “Pennies from Heaven” og “I got Rhythm”– med chase mellem trombone og tenorsax med soli fra bas og trommer. Sidste nummer “Bye, Bye Blackbird” sunget Claes Rydbeck, som fik publikum til at synge med.
Så var koncerten slut, men klapsalver fra publikum udløste ekstranummeret “I can’t give You Anything but Love” også sunget af Claes Rydbeck.
Formandens afsluttende ord: ”Tusind tak til jer seks gutter. Det swingede så fint.” var på ingen måde en overdrivelse, idet vi fik en sublim koncert, hvor orkesterspillet og rytmegruppens og solisternes præstationer gik op en højere enhed.
Så alt I alt en yderst spændende koncert som afslutning på forårssæsonen i Ballerup Jazzklub.