Chris Tanners Rifftet – anmeldelse og billedgalleri
Andreas Fryland: trommer /
Carsten Skov: vibrafon /
Mads Søndergaard: klaver /
Jens Kristian Andersen: bas /
Chris Tanners Rifftet gæstede “Baghuset” og Ballerup Jazzklub
Anmeldelse af Mogens Lerbech
Som forventet blev det en rigtig spændende eftermiddag i swingmusikkens tegn.
I 1930-erne var Benny Goodmans kvartet exceptionel med klarinet og vibrafon kombineret med piano og trommer i rytmegruppen. Denne verdensberømte kvartet var ved eftermiddagens koncert ”afløst” af Rifftetten med Chris Tanner på klarinet/vokal, Carsten Skov på vibra-fon, Mads Søndergaard på piano, Jens Kristian Andersen på bas og Andreas Fryland på trommer. En besætning, som ikke blot var i stand til at fastholde Goodmans høje musikalske niveau og hans særlige swing-sound, men som på forunderlig måde var i stand til at udvikle 30’er sounden med spændende betoninger og nyfortolkninger af de mange kendte melodier, så koncerten lige fra start af fangede publikums fulde opmærksomhed.
Kort sagt, var det en rigtig fed koncert, hvilket også de mange bifald gennem hele koncerten viste.
Allerede i indledningsnummeret ”Air Mail Special” viste Tanner og hans folk, at de kunne spille hurtigt og kraftfuldt. Tanner er en formidabel klarinettist og sanger, hvilket gik igen i samtlige sangnumre.
I det typiske swingnummer ”Always” næsten ”angreb” vibrafonisten sit bløde og velklingende instrument på en måde, så der kom en rigtig spændende solo ud af det, hvilket straks udløste klapsalver fra salen.
Også i ”Tico Tico”, et flot nummer i højt tempo, kom vibrafonen i front, hvor de fire køller virkelig kom i brug og Carsten Skov dansede ved sit instrument. Hans virtuositet gik gennem hele kroppen.
”Running Wild” – et af swingtidens glansnumre blev et helstøbt nummer, hvor jeg vil fremhæve en super pianosolo, hvor trommer og bas drev nummeret fremad. Desuden var der en spændende passage med piano, klarinet og vibrafon ganske alene.
”Wrap your Troubles in Dreams” – et langsomt nummer sunget af Chris Tanner, hvor han undervejs gled over i scat-sang med bas og trommer som det swingende grundlag.
I nummeret “Memories of You” vil jeg fremhæve de passager, hvor Niels Kristian Andersen strøg bassen med sin bue, hvilket bidrog til et anderledes, men spændende, lydbillede. Herimellem kom der solospil på Andersens sædvanlige stilsikre måde.
I pausen serverede kapelmesteren snacks for de seks meget velopdragne børn, der fulgte koncerten fra et børnebord, der var fyldt op med tegnesager, papir, karton og ikke mindst smartphones med spil. De hyggede sig tålmodigt med det. Måske er de grundstenen til en yngre generation af publikum??
Sættet efter pausen blev indledt med nummeret ”Seven Come Eleven”, som blev spillet meget autentisk i forhold til Goodman-udgaven. Her kom pianoet endnu engang i front med en yderst velspillet solo, mens klarinet og vibrafon akkompagnerede sammen med bas og trommer
”Jitterbug Waltz” – et langsomt nummer med pragtpræstationer fra alle musikere. Efter en kompliceret slutning på dette nummer kommenterede Tanner med smil på læben: ”Vi var bare heldige, at det gik godt”.
Åh, mon dog!
I “It don’t means a Thing” fik vi hele repertoiret: Chris Tanners sangstemme, der går over i scatsang, inciterende klarinetspil, soli fra piano, bas, vibrafon. Og ikke mindst opstod en swingende rytmisk baggrund i kraft af Frylands trommespil gennem hele nummeret suppleret med hans fortræffelige solospil.
Ved afslutningen af koncerten sagde klubformand Birgitte Christiansen til musikerne: ”Det er ligesom, I har danset gennem koncerten her oppe på scenen”. Og til Chris Tanners børn: ”I kan være stolte af jeres far”.
Så vi kunne gå hjem fra Baghuset med endnu en stilsikker jazzoplevelse i frisk erindring.