Bourbon Street Jazzband – 23.03.25
– anmeldelse og billedgalleri
Gunnar Lautrup, trompet / Heine „Hot‟ Poulsen, trommer / Finn Odderskov, klarinet, sopran- og tenorsaxofon /
Jesper Bjarnesen, guitar og vokal
Spændende koncert med Bourbon Street Jazzband
Af Mogens Lerbech
Det er sjældent, at en jazzkoncert indledes med, at et orkestermedlem udtrykker skuffelse over publikum, inden der er spillet en eneste tone. Men det var tilfældet ved eftermiddagens koncert, hvor Per Jegbjergs skuffelse gik ud på, at han havde håbet at møde et yngre publikum end det, de plejede at spille for ved koncerter i Jylland, men han kunne desværre tydeligt se, ikke var tilfældet her i Ballerup. Latter fra salen.
Så var tonen slået an, og den barske selvironiske humor fra den 86-årige basunist fortsatte gennem hele koncerten, hvor han på sin knastørre, men hyggelige facon underholdt det ”aldrende” publikum med adskillige ”harske” kommentarer, som alle faldt i publikums smag.
Denne form for selvironiske introduktioner af de enkelte melodier er Per Jegbjerg (træk- og ventilbasunist) verdensmester i. Men også kollegerne i orkesteret fik flere gange af krabasken, især Jesper Bjarnesen på guitar og banjo og Finn Odderskov på klarinet, sopran- og tenorsaxofon, men heller ikke Jørgen Nielsen på kontrabas, Heine ”Hot” Poulsen på trommer, Jens Nørholm på piano og endelig Gunnar Lautrup på trompet undgik bemærkningerne til stor munterhed blandt publikum.
Men derefter fik vi ellers en flot og velspillet koncert med 14 numre, hvoraf flere var musikalske mesterværker. Første nummer var ”Dinah”, som blev flot sunget af Bjarnesen ligesom alle de øvrige sangnumre, med fornemme soli fra orkesterets blæsere og med den swingende rytmegruppe i højeste gear.
Efter at Per Jegbjerg havde fortalt om orkestrets start i en kælder i Herning i 1956, og at han selv kun havde været med i omkring 50 år, fik vi “Up the Lazy River” med kraftfuldt og overvældende trompetspil fra Lautrup, super improvisation fra Odderskov på tenorsaxofonen og flot spil på ventilbasun fra Jegbjerg og på piano fra Nørholm. Stort bifald fra det lydhøre publikum.
“Nyboders Pris” blev introduceret med en advarsel fra Jegbjerg om, at vi nu skulle trækkes med en banjosolo, hvilket vi så måtte stå igennem. Hvorefter netop Bjarnesen underholdt os med sin gode jazzede sangstemme og flot spil på banjoen, hvilket selvfølgelig udløste særligt kraftigt bifald. Alt i alt en udgave af det gamle Papa Bue-nummer med helt nyt liv, ikke mindst i kraft af de tre blæseres præstationer.
Nummeret “Summertime”, også flot sunget af Bjarnesen, var arrangeret med flere passager, hvor sopransaxofonen, flygelhornet og ventilbasunen gennemførte sublimt sammenspil og leverede afbalanceret vellyd til publikum, som kvitterede med bifald både undervejs og ved afslutningen på dette tidløse nummer.
“Deep Purple” fra 1934 blev indledt med nærmest klassisk piano fra Nørholm, hvorefter han gik over i swing, og endnu engang fik vi spændende improvisationer fra blæserne. Dette nummer blev efterfulgt af “Down in Honky Tonk Town” med kraftfuldt klarinetspil fra Odderskov og skarpt og virtuost trompetspil fra Lautrup.
Som introduktion til “I want a Little Girl” omtalte Per Jegbjerg den kendte udgave af nummeret med tenorsaxofonisten Lester Young og Kansas City Six fra 1938. Den karakteristiske Lester Young-klarinetintro fra sin tid blev her smukt og autentisk spillet af Odderskov, hvorefter Bjarnesen sang overbevisende med en tilhørende fabulerende guitarsolo. Så fulgte en flot passage med kun klarinet og Jørgen Nielsens kontrabas og en enkel og afklaret pianosolo fra Nørholm suppleret med en yderst velklingende bassolo, der udløste særskilt bifald. Alt i alt et helstøbt swingnummer i en super udførelse.
Så var der pause. Første nummer efter pausen var ”When I Grow too old to Dream” med kraftfuldt flygelhorn, roligt og fabulerende ventilbasun og super tenorsaxofon, som udløste klap i takt fra salen. Han kan bare det der, ham Odderskov. Klassisk jazz, når det er bedst.
“On the Sunny Side of the Street” var sat på programmet så “ trompetisten Lautrup kunne få lov til at blære sig” som Per Jegbjerg så bramfrit sagde. Og det gjorde han så med trompetspil a la Armstrong, men de øvrige musikere ”blærede sig” også, så vi fik en helstøbt udgave af nummeret – flot arrangeret. Klap fra salen.
I “Petit Fleur” blev bandet til en kvintet med Odderskov og hans sopransaxofon i centrum. Vi fik en suveræn udgave af det klassiske Sidney Bechet-nummer, hvor Odderskov virkelig kunne udfolde sig, mens rytmegruppen leverede den nødvendige swingende baggrund ikke mindst med elegant spil fra Heine Hot Poulsen på trommerne. Stort bifald.
I “Battle Hymn of the Republik” eller “John Browns Body” var Jegbjergs ventilbasun endnu engang I centrum med sin bløde, behagelige klang suppleret af trompeten med dæmper og en elegant pianosolo. Klap i takt fra salen.
“Bourbon Street Parade” fik vi med original New Orleans-instrumentering: banjo, trompet, trækbasun og klarinet, som alle leverede imponerende improvisationer. Hertil virtuost piano og en banjosolo, som fik publikum til endnu engang at klappe i takt.
“You Can Depend on Me” blev indspillet af Fletcher Henderson i 1936 med blandt andre den legendariske tenorsaxofonist Chu Berry (1910-1941). Dette swingnummer fik her et udtryk, som var det spillet af et stort swingorkester. Her med super ventilbasun og trompet og blød, melodisk tenorsaxofon a la Chu Berry og ikke mindst fornemt piano. SUPER
Koncertens sidste nummer var “Kiss me Once Kiss me Twice”, hvorefter Per Jegstrup sagde:” I har lyttet til det ældste jazzband i Danmark”, hvilket klubformanden kvitterede for med en stor tak for en fin koncert.
Efter stående applaus fik vi ekstranummeret ”Ce Magnifique” smukt sunget af Bjarnesen og med spændende chase mellem trompet og tenorsax.
SelvomPer Jegbjerg koketterede med, at såvel musikerne, orkestret og sågar publikum var gamle, så fik vi en sprudlende koncert, der med al tydelighed viste at Bourbon Street Jazzband stadig var fuld af spilleglæde og i stand til at revitalisere de gamle numre med nutidige improvisationer, så de stadig funkler. Og arrangementerne var skåret til, så der var god plads til improvisationer, som de enkelte musikere udnyttede til fulde.
Alt i alt en vellykket jazzkoncert i et fyldt Baghus.