NORBERT SUSEMIHL JOYFUL GUMBO
– anmeldelse og billedgalleri
Norbert Susemihl, trompet, flygelhorn, vokal /
Sven Erik Lundeqvist, piano /
Jens Christian Andersen, kontrabas /
Hans Ingelstam, trombone /
Stefan Andersen, trommer
Anmeldelse af Louis Armstrong 100 års jubilæumskoncert med Norbert Susemihl´s Joyful Gumbo
Af Mogens Lerbech
Her overværede vi en spændende koncert målrettet Louis Armstrongs første pladeoptagelser, idet musikerne fik de gamle Armstrong-numre til at blomstre i fuldt flor. Det var orkesterleder, arrangør og trompetist Norbert Susemihl, der fortalte om Armstrongs historie, sammen med klarinettisten Chris Tanner, trombonisten Hans Ingelstam, kontrabasissten Jens Christian Andersen, pianisten Sven Erik Lundeqvist og trommeslageren Stefan Andersen.
Koncerten blev indledt med Armstrongs kendingsmelodi “When It´s Sleepy Time Down South”, efterfulgt af “Back Home Again in Indiana”. Her fortalte Norbert, at den ganske unge Armstrong fik job som 2. kornettist i det berømte King Olivers Creole jazzband.
Så fik vi ”Chimes Blues”, som er den optagelse, hvor man kunne høre den første Armstrong kornetsolo på grammofonplade – her spillet i armstrongkvalitet af Norbert.
”Heebie Jeebies” blev indledt af Sven Erik med den traditionelle pianointroduktion, som Lill Harding spillede den i 1926. Det var det aller første nummer, hvori man kunne høre Armstrong synge sin karakteristiske scatsang, der blev hans varemærke mange år frem i tiden. Grunden til at han her gik over i scatsang skulle have været, at papiret med teksten blæste ned på gulvet. Her blev den flot sunget af Chris med en illustration af overgangen til scatsang efter at papiret var faldet på gulvet med munter hjælp fra Norbert og Hans.
Så fulgte ”West End Blues” med flot trompetspil både i introen og i forbindelse med den lange, klassiske trompetsolo. Her viste Norbert, at han også beherskede scatsangen. Trombone og klarinet supplerede med fremragende spil.
Norbert understregede, hvad vi også nede i salen tydeligt kunne høre, at koncertens første seks numre blev spillet som de originale versioner. Dette indebar blandt andet, at de højst varede 3 minutter. Men at høre disse ”originalnumre” spillet ”live” af kvalitetsmusikere, som gav dem helt nyt liv, var en stor fornøjelse.
“Mabels Dream” fra 1923 fik vi til gengæld i en moderniseret calypso udgave, hvor alle musikerne tydeligt kunne udfolde sig i hver deres soli (Norbert på flygelhorn) – inklusive en trommesolo og en pianosolo med moderne tilsnit – hertil super ensemblespil.
Før ”Some of These Days” blev trommeslageren annonceret som debutant I Louis Armstrong memorial sammenhæng. Han løste opgaverne ualmindelig godt, selvom Norbert havde indbygget mange musikalske finurligheder i sine arrangementer.
Så fulgte ”Riverside Blues” – endnu et flot autentisk nummer, kort og stramt arrangeret ligesom originaludgaven.
Inden pausen fik vi det hurtige nummer ”Swing That Music”, hvor Norbert advarede dansegulvets eneste par om, at nu kom det til at gå hurtigt, og det gjorde det så. Vi fik et flot, lynhurtigt nummer sunget af Norbert og spillet af seks virtuose musikere. FLOT. FLOT.
Efter pausen fik vi “Potato Head Blues” spillet a la originaludgaven fra 1920-erne med Louis Armstrongs Hot Seven. Derefter gik vi over til ”Black and Blue” – et All Stars nummer fra 1947 – sunget af Chris og med blæserne i fuld harmoni, en kraftfuld bassolo og en pianosolo med helt nutidigt tilsnit. Efterfulgt af ” Sweethearts on Parade” også i en calypsoudgave, ”Ain’t Misbehavin’” med Hans’ sædvanlige overbevisende trombonespil og det gamle nummer ”Papa de Da Da” spillet i roligt tempo, sunget af Norbert, ”Do You Know, What It Means” og popsangen ”Hello Dolly”, som i eftermiddagens udgave blev et flot spillet jazznummer.
Sidste nummer i koncerten, begravelsesnummeret ”Oh Didn’t He Ramble”, fulgte Jelly Roll Morton/ Sidney Bechet-udgaven fra 1939 ganske nøje, og det blev her sunget af Norbert med højlydt ”hulken” fra de øvrige blæsere og med takter, hvor Jens Christian havde fundet buen frem på kontrabassen til at udtrykke alvoren suppleret med flot pianospil og passager med de tre blæseres sammenspil helt uden rytmegruppen samt en fin trommesolo. Undervejs i nummeret vandrede de tre blæsere spillende rundt blandt publikum. En opsætning, der gav den gamle begravelsessang helt nyt liv. Spændende musikalsk underholdning.
Til slut takkede klubformanden orkestret med ordene: ” Tak fordi I lagde vejen forbi Baghuset. Jeg tror godt, man kan sige, at koncerten med jer var ”elegant” spillet. Desuden var den lærerig med de mange jazzhistoriske oplysninger”. Jeg er meget enig og det tror jeg også det meget lydhøre publikum er.
Med udgangspunkt i vedvarende klapsalver fra salen fik vi ekstranummeret ”Down in Honky Tonk Town” sunget af Norbert og med en rigtig flot pianosolo fra Sven Erik med at stænk af ragtime.
Så tak for en indholdsrig koncert med jazzmusik fra øverste hylde, krydret med spændende historiske oplysninger understøttet af et velvalgt, illustrativt repertoire af Armstrongklassikere.