JACK STREET
– anmeldelse og billedgalleri
JACK STREET
– en indholdsrig koncert med spændende improvisationer
Anmeldelse af Mogens Lerbech
Selvom aftenens koncert var spækket med gamle, kendte jazzmelodier, som har været spillet i utallige udgaver gennem årene, formåede Jack Streets superdygtige musikere at fremføre dem, så vi fik en spændende musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige.
Koncerten blev indledt med Louis Armstrongs gamle signaturmelodi “It’s Sleepy Time Down South” fra 1931 sunget af svenske Björn Ingelstam. Allerede her leverede blæserne: Björn på trompet, danske Jeppe Sacho
på tenorsax og klarinet, svenske Petter Hängsel på trombone fremragende sammenspil. Mens danskerne Johannes Buhl Andresen på piano, Morten Mandel på bas og gæstemusikeren, dansk/norske Snorre Kirk
ved trommerne udgjorde en dynamisk og swingende rytmegruppe.
Herefter fulgte ”Indiana” – en melodi fra 1917 blandt andet fortolket i sin tid af tenorsaxofonisten Lester Young. Her brillerede især Jeppe med sin fyldige tone på tenorsaxofonen.
“Basin Street Blues”, komponeret af Spencer Williams og indspillet af Louis Armstrong i 1928, fik vi i en udgave i langsomt og sejt blues-tempo, sunget af Jeppe. Den fremstod på forunderlig vis både som en loyal udgave af 20’er-udgaven og som et helt moderne og aktuelt nummer.
Så fulgte “Willie The Weeper”, som blev kendt i 1927 spillet af Louis Armstrong & His Hot Seven. Her fik vi rigtig fede soli fra trombonen, trompeten og tenorsaxen efterfulgt af en flot fabulerende pianosolo.
Derefter “A Kiss to build a Dream on”, som blev kendt af Louis Armstrong I 1950’erne. Sunget af Morten og med en bassolo i NHØP-kvalitet.
“I still get Jealous” også sunget af Morten blev understøttet af inciterende og spændstige trommer. Vi fik en spændende trompetsolo og en flot, afklaret pianosolo. Den afslappede stemning under koncerten blev her
understreget af, at Björn og Jeppe smiler, skåler og smager på deres øl. Hyggeligt.
“I’m Coming Virginia”, som blev komponeret i 1926, blev gjort kendt af den amerikanske kornettist Bix Beiderbecke (1903-1931) og den amerikanske sangerinde Maxine Sullivan (1911-1987). Her sunget af Björn efter en flot ”smooth” piano-intro. Endnu et eksempel på, at ”Jack Street” er i stand til at gøre et ”banalt” nummer levende og aktuelt.
“Swing That Music” blev spillet i lyntempo med flot kollektiv improvisation. Morten stod endnu engang for vokalen, og Snorre leverede sit elegante trommespil. Nummeret var så velarrangeret, at det mindede om et swingnummer for stort orkester.
Efter pausen fulgte “It’s a Sin to tell a Lie”, sunget af Jeppe og ”Alligator Crawl” – en melodi skrevet af Fats Waller (1904-1939) i 1927 og- indspillet af Louis Armstrongs ”Hot Five” samme år. Her fik vi sidstnævnte
melodi i en autentisk 20’er præget udgave med Björn og Johannes i front.
“Jump for Joy” blev sunget af Björn, og vi fik soli med udfordrende improvisationer fra blæsere og piano.
“Old Fashion Love” en jazzstandard fra 1923 blev introduceret af Morten med ordene: ”Vi må dele byrderne med at synge (altså dele med Bjørn og Jeppe). Nej, Jeg elsker at synge – altså i badet”, men det gik faktisk også godt med at synge her i salen. Her leverede Petter en overraskende og udfordrende solo på trombonen med robust growl – spontane klapsalver fra salen.
“That Lucky Old Sun” blev introduceret af flot unisont sammenspil af de tre blæsere. Herefter blev dette rolige nummer sunget følsomt af Morten akkompagneret af sit eget melodiøse basspil og Snorre, som på forunderlig måde understøttede den følsomme stemning med sit ”sprøde” og sirlige trommespil. Hertil kom fine soli fra såvel Johannes’ piano som Mortens bas.
”Royal Garden Blues” blev spillet i hurtigt tempo lige efter bogen, men den blev krydret med endnu en flot og overbevisende tenorsaxsolo fra Jeppe, spændende chase mellem trombone og trompet og ikke mindst
en stringent trommesolo, der begyndte elegant og afdæmpet, men endte i et skarpt crescendo – en trommesolo af så høj musikalsk kvalitet, at den resulterede i spontane klapsalver fra salen.
Inden ekstranummeret ”Don’t Fence Me In” udtalte klubbens formand:
“ Helt i top. Det bliver ikke bedre. Der er ikke plads til et bigband her i Baghuset, men I lød som et bigband”.
Jeg kan kun være enig her i.