Kommende events i Ballerup Jazzklub

I Ballerup Jazzklub afholder vi omkring 10 koncerter om året med både danske og udenlandske navne.
Herunder præsenteres de events, der foreløbig er planlagt.

Så er der mulighed for genhør med den engelske klarinettist Adrian Cox, der sammen med Björn Ingelstam Ouartet spillede i Ballerup Jazzklub i 2021.

 Adrian Cox har været professionel jazzmusiker siden han var 15 år. Hans forbilleder i den traditionelle jazz er klarinettisterne George Lewis og Edmond Hall.

Også denne gang får vi Adrian Cox i selskab med Björn Ingelstam, Magnus Hjort, Andreas Svendsen og Rune Fog Nielsen – alle yderst velanskrevne og dygtige jazzmusikere. De fleste kender vi rigtig godt her i jazzklubben.      

Björn Ingelstam har med sine rødder i det sydlige Sverige været en tilbagevendende figur på den skandinaviske jazzscene – ikke mindst her i Ballerup. Siden 2013, hvor han flyttede til New York og senere til Paris i 2018 har Björn udviklet sit trompetspil så alsidigt, at det spænder over traditionel jazz og langt ind i swing, bebob og moderne Jazz.

Her vil han sammen med Adrian Cox levere en oplevelse ud over det sædvanlige, idet de begge to formår at fortolke både traditionelle og nye jazznumre på spændende og udfordrende måder.

Glæd dig til en spændende koncert i Baghuset

LIne up:
Adrian Cox: klarinet, altsax og vokal (UK) /
Björn Ingelstam: trompet og vokal (S) /
Magnus Hjort: piano (S) /
Andreas Svendsen: trommer (DK) /
Rune Fog Nielsen: bas (DK)

Den danske tenorsaxofonist Andreas Toftemark og den amerikanske trompetist Benny Benack III, altså tredje generation af jazzmusikere i Benackfamilien, mødes her i Baghuset. Så der venter os en spændende jazzeftermiddag med de to solister og deres internationale rytmegruppe.

Benack er en berømt trompetist og vokalist fra den nye generation af jazzmusikere i USA. Han har arbejdet sammen med en lang række af jazzens største navne og har optrådt på nogle af New Yorks mest prestigefyldte jazzklubber, herunder Birdland, Dizzy’s og Lincoln Center.

Andreas Toftemarks hovedinstrument er tenorsaxofonen, men han spiller også andre blæseinstrumenter. Han er desuden komponist og orkesterleder. Han har med stor succes spillet i USA og på jazzfestivaler og i jazzklubber i mange europæiske lande

Kvintetten består af musikere, som har spillet sammen i den musikalske smeltedigel i New York, nemlig amerikaneren Joe Peri på trommer, den danske pianist Rasmus Sørensen og finske Kaisa Mäensivu på kontrabas.

Sammen vil Quintetten præsentere publikum for en eksklusiv musikalsk oplevelse, hvor 60’ernes hardbop-jazz og crooner-showmanship går op i en højere enhed.

Glæd dig til en særlig jazzoplevelse med en international Quintet.

Lineup:
Benny Benack III: trompet /
Andreas Toftemark: saxofon /
Joe Peri: trommer /
Rasmus Sørensen: piano /
Kaisa Mäensivu: kontrabas

Bourbon Street Jazzband er en del af den danske, traditionelle jazzscene, men bandet skiller sig ud ved at blande den klassiske New Orleans-stil med stramme arrangementer og stilmæssige afstikkere til både swing, boogie woogie og blues. Man kan sige, at musikken afspejler musikernes forskellige baggrunde og personligheder. Men fokus er, som altid, at komme publikum i møde med iørefaldende og dansevenlig musik af høj kvalitet.

Det er et gennemtestet og erfarent orkester, der tager hul på sin 69. sæson. Det seneste medlem er trompetisten Gunnar Lautrup, som hurtigt er blevet en del af orkestrets sound, siden han begyndte i 2023. Pianisten Jens Nørholm er også ”ny”, idet han har været med siden 2022.

Gennem årene er det blevet til samarbejde med mange af jazzens store navne: trombonisten Al Grey, trompetisten Leroy Jones, klarinettisterne Mr. Acker Bilk, Monty Sunshine, Sammy Rimington, John Defferary og Jacques Gauthé, sangerinderne Daimi og Fiona Duncan og saxofonisterne, Klaes Lindquist og Jesper Thilo.

Men kom selv og hør en spændende koncert med et spil-levende band.

Line Up:
Gunnar Lautrup: trompet (orkestermedlem siden 2023) /
Per Jegbjerg: trækbasun, ventilbasun og arrangementer (siden 1978) /
Finn Odderskov: klarinet og saxofoner, vokal (siden 1997) /
Jesper Bjarnesen: banjo, guitar og vokal (siden 2018) /
Jens Nørholm: piano, vokal (siden 2022) /
Jørgen Nielsen: kontrabas (siden 1987) /
Heine ”Hot” Poulsen: trommer (siden 2002) /

Ret til ændringer forbeholdes