Chris Andersens Quartet
featuring VANISHA GOULD – 05.10.25
– anmeldelse og billedgalleri
Andreas Toftemark, saxofon / Chris Andersen, trommer
Anmeldelse af koncert med Chris Andersens Quartet featuring VANISHA GOULD
Af Mogens Lerbech
For halvandet år siden gæstede den amerikanske sangerinde Vanisha Gould og Chris Andersens European Quartet Ballerup Jazzklub og leverede dengang en flot koncert. Så forventningerne til eftermiddagens koncert var store. Og disse blev til fulde indfriet til publikums store tilfredshed.
Selvom mange i salen havde hørt den tidligere koncert, fik dette ingen indflydelse på den musikalske oplevelse, eftersom vi endnu engang fik en sprudlende performance med en veloplagt sangerinde og nogle dedikerede musikere.
Desuden er der altid forskel på fortolkningen af jazznumre fra den ene koncert til den anden, afhængigt af musikernes aktuelle inspiration og deres her og nu improvisationer. Desuden er det tydeligt, at applaus fra et begejstret publikum efter hver enkelt musikers præstation inspirerer musikerne, hvilket i høj grad prægede denne koncert.
Klubformand Birgitte Christiansen bød orkestret velkommen med ordene om, at vi skulle høre en koncert ”med en enestående amerikansk sangerinde”, men inden Vanisha Gould kom på scenen leverede orkestret opvarmningsnummeret ”Killer Joe” komponeret af tenorsaxofonisten Benny Golson (1929-2024), hvor de fire musikere Chris Andersen på trommer, Andreas Toftemark på tenorsaxofon, Lasse Mørck på kontrabas og Rasmus Sørensen ved pianoet leverede en flot, moderne udgave af nummeret.
Så indtog Vanisha scenen med “The Lady’s in Love with You” fra 1939. Hendes stemme fyldte straks salen med vellyd med fornemt akkompagnement af Andreas’ tenorsaxofon og en swingende rytmegruppe. Der efter spændende soli fra saxofon og piano.
Så fulgte “Softly, as in a Morning Sunrise”, som blev spillet i en langsom bossanova-udgave med sofistikeret trommespil fra Chris. Vanishas vokal blev understøttet af tenorsaxofonen, pianoet og kontrabassen på bedste vis.
Så kom det langsomme og melankolske nummer “Ghost of Love”, hvor Vanishas jazzede vokal i passager kun blev akkompagneret af Rasmus’ afdæmpede piano. Senere en soft solo fra tenorsaxofonen og en afklaret solo fra Lasses kontrabas. Alt i alt et følsomt nummer. Bifald.
Herefter fik vi nummeret “Cute Boy” med en spændende rytme og med Rasmus’ elegante piano i front, krydret med Andreas’ altid sprudlende tenorsaxofon. Stort bifald.
Det gamle nummer “All of Me” fra 1931 – kendt fra Billie Holidays langsomme melankolske indspilning, fik vi her i en ”vild” og moderniseret udgave i hurtigt tempo introduceret af kontrabassen og trommerne. Foruden Vanishas kraftfulde sang og scatsang var der virtuose soli fra Andreas og Rasmus og en elegant trommesolo fra Chris. Stort bifald fra publikum.
Sidste nummer inden pausen var “My Baby Don’t Care for Me”. Her indtog Vanishas fremragende sangstemme endnu engang scenen, og den nåede helt ned til de bageste rækker i salen. Også her fik vi Chris’ elegante og spændstige trommespil, som meget diskret understøttede alle melodiens facetter. Endnu engang vil jeg fremhæve hans evne til at få trommerne til at blive et melodiøst og nuanceret jazzinstrument. Hertil overbevisende improvisationer fra Andreas, som bar melodien videre på en nærværende måde, der både var loyal overfor oplægget og nyskabende. Det hele garneret med afklaret spil fra såvel piano som kontrabas. FLOT. STORT BIFALD
Første nummer efter pausen var endnu et instrumentalnummer uden sangstjernens medvirken. Her blomstrede saxofonen endnu engang understøttet af en sprælsk rytmegruppe, hvor især trommerne drev nummeret fremad. Flere bifald fra salen gennem hele nummeret.
Derefter fulgte endnu et klassisk Billie Holiday-nummer “What a Little Moonlight Can Do” i lynhurtigt tempo. Modsat Billie Holiday sang Vanisha den robust og kraftfuldt. Hertil ekspressivt spil fra saxofon, piano og trommer.
I det langsomme nummer ”I See Your Smile” fik både lyrisk sang fra Vanisha og lyrisk basspil fra Lasse. Herefter “It’s All Right With Me”, som i sin tid blev sunget af Ella Fitzgerald. Den blev her fortolket på en følsom måde som passede til det langsomme tempo understøttet af sublimt trommespil fra Chris, og flot spil fra Rasmus’ piano og Lasses kontrabas krydret med matchende saxofon. Alt i alt et smukt helstøbt nummer. Stort Bifald fra publikum i salen.
I 1962 blev bossanovaen “The Girl from Ipanima” et verdenshit med tenorsaxofonisten Stan Getz og sangerinden Astrud Gilberto. Her blev den smukt sunget af Vanisha i et langsomt tempo, som understregede det følsomme i sangen. Hertil afstemt tenorsaxofon fra Andreas a la Getz. En flot udgave af det gamle jazznummer.
Dette blev efterfulgt af en blues, som straks fik mig til at tænke på Billie Holidays ”Fine and Mellow”. Vanisha sang den flot og udtryksfuldt ikke mindst en passage, hvor vokal og trommespil gik op i en højere enhed og hvor Vanishas scatsang og Andreas’ akkompagnement også supplerede hinanden på aller bedste vis. Et stykke moderne vokaljazz med feeling. Mange bifald både undervejs og til slut.
Koncertens sidste nummer ”Sweet Georgia Brown” fik vi i en udgave med en musikalsk symbiose mellem vokal/scatsang og trommer. Hertil flot saxofon og piano med finurlige improvisationer. Yderligere en bassolo med gennemslagskraft. FLOT.
Så takkede Birgitte for en god og spændende koncert, hvilket publikum var ganske enige i.
Efter stående klapsalver fik vi ekstranummeret ” Darn That Dream” fra 1939 med kun piano og sang. Her fyldte Vanishas stemme endnu engang Baghuset med velklingende ”dreams” med Rasmus’ elegante piano, der viste, at han også er en uovertruffen akkompagnatør. En fornem afslutning på en flot koncert.
Alt i alt endnu en spændende koncertoplevelse med moderne vokaljazz, når det er allerbedst.
Tak for det.