Tuxen Lockjaw – 23.05.25
– anmeldelse og billedgalleri
Mads Tuxen, alt- og tenorsaxofon / Christopher Andersen, trommer / Casper Christensen, guitar /
Håkon Guttormsen, trompet
TUXEN LOCKJAW leverede et brag af en koncert med numre fra swingmusikkens guldalder
Af Mogens Lerbech
Allerede koncertens første nummer ”Lester Lips In” bragte os tilhørere ind i swingmusikkens inderste cirkler, idet nummeret denne aften blev spillet af Tuxen Lockjaw i en udgave, der i høj grad matchede udgaven fra 1938 med Lester Young and his Kansas City Six. Den swingende rytmegruppe med elguitar, kontrabas og trommer lagde en autentisk bund for de flotte præstationer fra de tre blæsere. Og så blev nummeret af orkesterlederen blot betegnet som en lydprøve.
Bandet ledtes af Mads Tuxen på alt- og tenorsaxofon med Søren Høst på tenorsaxofon, norske Håkon Guttormsen på trompet, Casper Christensen på guitar, Rune Fog-Nielsen på kontrabas og Christopher Andersen ved trommerne. Altså en anderledes besætning med to saxofoner og en trompet men uden piano og trombone, hvilket alt i alt gav et lydbillede med overraskelser, der gang på gang udløste bifald fra salen som udtryk for at musikken virkelig faldt i publikums smag.
Senere fulgte ”Exactly like You” – et swingnummer fra 1930-erne, som her fik folk på dansegulvet. Det var arrangeret, så der var mulighed for flere passager med improvisationer for de tre blæsere. Et flot og velspillet nummer.
”I’ve found a New Baby” blev klappet i gang af publikum, hvorefter vi fik flot trompetspil fra Guttormsen og swingguitar af højeste karat fra Christensen, hvilket flugtede med amerikanske Charlie Christians (1919-1942) kendte guitarsolo fra 1940 med Benny Goodman Orchestra. Super Lionel Hampton-nummeret ”Flying Home” fra 1939 blev her spillet med Tuxen på tenorsaxofonen, elegant og velklingende trompet og endnu engang en swingende rytmegruppe, hvor Andersen – ikke med bulder og brag – men med sit elegante og virtuose trommespil drev nummeret frem. En disciplin, som han mestrer til fuldkommenhed.
“Honey Suckle Rose” blev spillet med fart og swing. Flotte soli af Høst og Tuxen på hver deres måde. Høsts kultiverede, fabulerende, virtuose tenorsaxofon overfor Mads’ ekspressive, vilde altsaxofon. Arrangeret med skift mellem riffs og guitar. Et rigtigt swingnummer spillet på en
autentisk og overbevisende måde. Stilen blev fortsat i det nyere nummer ”Bottoms Up”.
I ”Tickle Toe”, et Count Basie-nummer komponeret af Lester Young i 1936 og indspillet i 1940 med Basie og Young, var Rune Fog i centrum med super spil på kontrabassen. Det velarrangerede, lynhurtige nummer indeholdt flot sammenspil mellem de tre blæsere og prima improvisationer fra guitaren. Alt i alt lød nummeret som blev det spillet af et bigband, og så var det ”kun” en sekstet. FLOT
Så fulgte ”Stardust”, hvor Høst var eneste mand på scenen sammen med rytmegruppen. Efter en guitar-intro spillede han en udsøgt udgave af det kendte nummer, hvor jeg med hans sublime tenorsaxofon fik associationer i retning af de gamle tenorsaxofonstjerner Coleman Hawkins og Ben Webster. Samtidig kørte den yderst velfungerende rytme spændstigt og elegant med næsten lydløse trommer. Her til en eminent solo fra Rune Fogs kontrabas. Et helstøbt nummer, der udløste bragende bifald fra salen.
Sidste nummer før pausen var “Tea for Two”, et flot arrangeret nummer, hvor jeg især vil fremhæve Tuxens improvisationer på altsaxofonen, Høsts på tenorsaxofonen og Christensens på guitaren.
Koncertens anden del blev indledt med en underholdende danseopvisning af Tuxen med akkompagnement fra rytmegruppen og de to blæsere. Denne opvisning fortsatte med en opfordring til bevægelse blandt publikum. ”Op at stå,” råbte Mads, og det gjorde vi så, og vi ”dansede” en vandretur fra København til Ballerup under Tuxens dansende ledelse, mens orkestret spillede brudstykker af vistnok ”Joshua Fit the Battle of Jericho”. Stor munterhed blandt publikum og ikke mindst udmattelse fra Tuxens side. 106 dansende kilo er ikke sådan lige til at overse. Hyggelig underholdning.
Herefter fulgte nummeret ”Bostic Blip Boogie” komponeret og i sin tid spillet af den amerikanske altsaxofonist Earl Bostic (1913 – 1965), hvilket fik lokket 6 par ud på dansegulvet. Her hørte vi spændende chase mellem de to saxofonister, som var vidt forskellige i deres udtryk og spillestil: den ekspressive Tuxen, der spiller med hele kroppen i bevægelse og den mere statiske Høst, hvor al energien omsættes til musik gennem saxofonen.
Så fulgte endnu et dansevenligt nummer, der fik lokket endnu flere ud på dansegulvet, nemlig en ballade i langsomt tempo med Guttormsens fine trompetspil i centrum.
Nummeret “Shiny Stockings” blev komponeret af saxofonisten Frank Foster og indspillet af Count Basies store orkester i 1955. Her fik vi flot solospil of Tuxen og en fed guitarsolo og ikke mindst elegant og stilfuldt trommespil, og hvor Andersen endnu engang var i stand til at integrere trommerne på lige fod med de øvrige instrumenter i det samlede lydbillede. Alt i alt en udgave leveret af sekstetten, der fra salen endnu engang lød som et stort swingorkester. SUPER
Så hørte vi en spændende og opdateret udgave af Duke Ellington- komposition fra 1931 ” It Don’t Mean a Thing”, og vi fik herefter en opvisning fra Tuxen i Lindy-hop akkompagneret af orkestret med klap fra salen.
Koncertens sidste nummer ”Way down Yonder in New Orleans“, som er en populærmelodi fra 1922. Her var den arrangeret af Guttormsen på en måde, så den matchede Lester Young and his Kansas City Six’ udgave fra 1938. Vi fik flotte soli fra de tre blæsere på baggrund af en swingende rytmegruppe med Andersens diskrete trommespil i centrum og med fine improvisationer fra Christensen på guitaren og ikke mindst en sublim bassolo fra Rune Fog. Det blev derfor et lille musikalsk mesterværk med jazzhistoriske rødder. Stort Bifald.
Så takkede Tuxen af på sin hyggelige måde og vi fik to ekstranumre og til sidst ekstra-ekstra nummeret ”Crazy Rhythm”. Stående bifald.
Alt i alt fik vi en helstøbt koncert helt uden vokal, men til gengæld med solopræstationer, der på bedste vis fremhævede swingmusikkens mange kvaliteter. Det var en fornøjelse at få en jazzmusikalsk oplevelse af denne karat sådan en fredag aften i Ballerup Jazzklub.
Tak for det.