Tiny Parade (F) – 25.03.26
Michel Bonnet, trompet / Ophelie Luminati, trommrt / Gérard Gervois, sousafon / Baptiste Techer, trombone
TINY PARADE leverede en koncert med et jazzhistorisk vingesus
Af Mogens Lerbech
Koncerten var opbygget af ”glemte” specialiteter fra big-bandjazzens barndom i 1920‘erne komponeret af den amerikanske pianist Tiny Parham (1900-1943). Det var i den periode, hvor den arrangerede jazz voksede frem ved siden af den oprindelige New Orleansjazz med dens individuelle og kollektive improvisationer. Denne aften fik melodierne og ikke mindst arrangementerne helt nyt liv til publikums store fornøjelse.
Vi hørte det yderst velspillende, franske syvmands orkester Tiny Parade, der bestod af Din Baldwin på piano, Jean‑Pierre Dubois på banjo, Ophelie Luminati ved trommerne, Jean‑Jacques Ratier på klarinet, Michel Bonnet på trompet, Baptiste Techer på trombone og Gérard Gervois på sousafon. Altså en langt mindre besætning end de bigbands, som numrene var skrevet til i sin tid. Derfor blev de spillet i særligt tilpassede arrangementer udarbejdet af Gérard Gervois.
Numrene blev introduceret på engelsk med en charmerende fransk accent af Jean-Pierre Dubois med saglige oplysninger om de enkelte numre krydret med humoristiske bemærkninger. Han fortalte, at Tiny Parham egentlig hed Hartzell Parham, og at øgenavnet Tiny betød lille bitte eller tynd, hvilket stod i et skærende misforhold til, at han faktisk var en enormt stor og kraftig mand.
Koncerten blev introduceret med en kort udgave af det gamle Fats Waller-nummer ”Squeeze Me” fra 1925, og allerede her bredte der sig en hyggelig stemning i salen a la Chicago i 1920’erne.
Så fulgte tre Tiny Parham-numre“Clarice”, “Golden Lily” og ”Dixieland Do It”, spændende melodier i stramme arrangementer med korte, indlagte soli fra de tre blæsere. Det var tydeligt, at musikerne fulgte noderne med stor opmærksomhed, så resultatet blev velklingende, arrangeret jazzmusik. Bifald fra publikum
Inden næste nummer,“Goldfull Sack” komponeret af Duke Ellington, sagde Dubois: ”Vi kan altså godt spille andet end Tiny Parham.” Og så hørte fik vi et elegant nummer, hvor både Ratiers klarinet og Baldwins piano leverede flotte soli.
Efter ordene ”Tak, mange tak” fra Dubois fulgte“The Pearls” komponeret af Jelly Roll Morton (1885-1941). Den blev spillet fuldstændigt som Mortons Red Hot Peppers originaludgave fra 1926 med en flot pianosolo a la Morton og skarpe soli fra de tre blæsere. Hertil suverænt spil fra Gervois sousafon og Luminatis spændstige trommer. En superudgave, der udløste stort bifald fra salen.
Så fulgte endnu et Morton nummer, nemlig det stramt arrangerede”New Orleans Bump” også med flotte soli fra de tre blæsere ikke mindst fra Bonnets trompet med dæmper og med Gervois’ karakteristiske sousafon i rytmegruppen.
De sidste numre før pausen var Tiny Parham-numrene“Snake Eyes”, et kvikt og velarrangeret nummer, “Back to the Jungle” med blød afdæmpet klarinet og flot trompetspil med dæmper og”Cuckoo Blues” med plads til improvisationer fra blæserne og pianoet. Alle honoreret med bifald fra salen.
Efter pausen fik vi“Wang Wang Blues”, der blev spillet af King Oliver i 1920. Vi fik den i et kompliceret, men spændende arrangement.
Så vendte vi tilbage til Tiny Parham med“Headhunters Dream” (An African Fantasy) med flotte soli fra piano og sousafon med spændende improvisationer.
Herefter Charlie Johnsons“Charleston”, hvis orkester havde kendte medlemmer som saxofonist og trompetist Jimmy Carter (1907 – 2003), klarinettist og saxofonist Benny Waters (1901 – 2003) og trompetist og orkesterleder Jabbo Smith (1908 – 1991), som Dubois fortalte. Her fik vi nummeret i flot arrangement, der indrammede virtuost spil med en sound af moderne bigband og med plads til soli fra alle. Et flot, flot nummer. Stort bifald fra salen.
Dette blev efterfulgt af to kendte Morton-numre: “Kansas City Stomps” med dets karakteristiske banjosolo og “The Sidewalk Blues” med det karakteristiske lyde – endnu engang blev begge spillet fuldstændigt ligesom Mortons Red Hot Peppers.
Så vendte man tilbage til endnu et Tiny Parham nummer, nemlig “Pigs Feet and Slaw” – et hurtigt dansevenligt nummer med en elegant trommesolo fra Luminati.
Inden nummeret“Move Over” komponeret af Duke Ellington sagde Dubois: ”Vi elsker at spille jazz i Danmark, og vi elsker dansk øl.” Både nummeret og bemærkningen udløste bifald fra salen.
Senere fulgte Tiny Parham-nummeret“Bombay”, et specielt nummer, med en speciel rytme og en speciel slutning. Stort bifald.
Koncertens sidste officielle nummer var Tiny Parhams “Lucky 3-6-9” i en hurtig og virtuos udgave med plads til soli ikke blot fra de tre blæsere, men også fra banjoen og ikke mindst Laminatis elegante og tilpassede trommer, der i høj grad understøttede 20’er stemningen.
Efter en tak fra Dubois til det gode publikum i Baghuset takkede Birgitte Christiansen blandt andet med ordene: ” We loved Your accoustic Sound” idet alle instrumenter spillede uden forstærkning, hvilket gav en flot og autentisk klang til de enkelte instrumenter.
Så fulgte en overraskelse, hvor Hans Kofoed-Nielsen overtog sousafonen og orkesterlederen og klarinettisten Jørgen Christensen fra Blå Mandag tilsluttede sig orkestret.
Her sagde Jørgen: ”Nu bliver det altså en helt anden slags jazz.” Og det blev det i nogen grad, idet vi fik nummeret ”Doctor Jazz” komponeret af Morton i 1926. Her fik vi en sprudlende udgave sunget af Jørgen, med en flot trombonesolo, en fin duet mellem de to klarinetter, soli fra banjo, trommer og sousafon. Det hele spillet med saft og kraft ligesom originaludgaven.
Vi hørte også “I want a Little Girl” et swingnummer fra 1930-erne. Det blev her spillet superflot, hvilket viste, at aftenens orkester let kunne omstille sig til ”nye” toner med to ”fremmede” musikere. Det var en fornøjelse at overvære som gæst.
Så alt i alt en spændende aften i selskab med Tiny Parhams corny musik, der stadig kan give tilhørerne en musikalsk oplevelse, når den bliver spillet af dygtige musikere. Og det gjorde den i særklasse denne aften i Baghuset.