The Ambassadors
– anmeldelse og billedgalleri
Björn Ingelstam, trompet og vokal / Sven Erik Lundeqvist, piano
The Ambassadors – moderne svensk kvalitetsjazz
Af Mogens Lerbech
I kraft af formanden for Ballerup Jazzklub, Birgitte Christiansens valg af orkestre gennem de seneste sæsoner er vi kommet langt omkring i jazzens forskellige genrer. Vi har hørt jazz fra dens barndom i 1920‘erne. Vi har hørt spændende sangerinder. Vi har hørt traditionel New Orleans jazz og swingmusik. Og vi har hørt amerikansk westcoast-jazz. Fælles for orkestre og solister er, at de alle er fremragende repræsentanter for hver deres genre. Samtidig har hver jazzmusiker eller sanger sat deres helt eget præg på de enkelte numre gennem personlige fortolkninger og improvisationer, hvilket altid gør jazzen levende, spændende og nogle gange udfordrende at lytte til.
Denne aften hørte vi et jazzorkester, som var i stand til på deres helt egen måde at genoplive bebop-jazzen fra 1940’erne og1950’erne, der blandt andet huskes for to centrale trompetister: Clifford Brown (1930-1956) og Dizzy Gillespie (1917-1993).
Det var The Ambassadors som brillerede med spændende og avanceret jazzmusik fra denne genre, med en besætning, der var karakteristisk for beboppen: to blæsere Fredrik Lindborg på tenorsaxofon og Björn Ingelstam på trompet, som spillede op til hinanden på bedste vis, og med Sven Erik Lundeqvist på piano, Simon Petersson på kontrabas og Olle Dernevik ved trommerne som en yderst dynamisk rytmegruppe. Fem superdygtige musikere, der sørgede for, at vi tilhørere nede i salen mærkede et jazzhistorisk vingesus.
Her følger nogle kommentarer til enkelte af koncertens 12 numre:
Allerede fra start af kunne man mærke, at de to blæsere stod ualmindeligt fint til hinanden: den energiske og virtuose trompet og den dynamiske og lige så virtuose tenorsaxofon, hvilket var meget tydeligt i nummeret ”Stranger in Paradise”. Så fulgte ”They say Its Spring” – et nummer fra 1958. Her sunget af Björn med hans behagelige og afrundede sangstemme med blødt saxofonspil i baggrunden. Det blev efterfulgt af Clifford Browns ”I remember April” (Clifford Brown spillede iøvrigt i København i 1953) med en super saxofonsolo med en kraftfuld og flot klang efterfulgt af sublimt sammenspil mellem trompet og saxofon. Og med inciterende trommespil af Olle, der gennem hele koncerten med en overvældende rytmisk kraft understøttede de enkelte melodiers ofte komplicerede rytmer på allerbedste vis. Så alt i alt et flot nummer.
Her blev orkestrets medlemmer præsenteret af Björn Ingelstam, hvorefter han annoncerede nummeret ”Tenderly” – en melodi fra 1946, måske mest kendt fra en udgave med Ella Fitzgerald og Louis Armstrong, men også fra versioner af sangerinderne Sarah Vaughan, Billie Holiday og pianisten Art Tatum. Her fik alle i orkestret leveret solospil af høj kvalitet med afklaret, kraftfuldt men også ”soft” saxofon fra Fredrik efterfulgt af Björns sublime trompetspil ikke mindst i det høje register på højde med de tidligere nævnte trompetgiganter. Vi fik Sven Eriks altid elegante og sofistikerede piano og en flot melodiøs bassolo fra Simon. Det hele understøttet af Olles energiske trommespil.
Vi fik også et af swingtidens kendte numre, nemlig ”Take the A-Train” fra 1939 komponeret af arrangøren Billy Strayhorn til Duke Ellington. Her fik vi den i en fornem bebop-udgave med flere kombinationer fx saxofon og bas, saxofon og hele rytmegruppen. Björns trompet med dæmper var her avanceret med sit fabulerende udtryk. Og Sven Eriks piano var en virtuos improvisation over melodiens hovedtema med momentvise strejf af ragtime. Fredriks saxofon blomstrede endnu engang med den uundværlige kontrabas i baggrunden.
Så fulgte ”Sandu” – en komposition af Clifford Brown, som I øvrigt spillede i København i 1953 sammen med Lionel Hamptons orkester. Et langsomt og elegant nummer med soli med improvisationer fra blæserne og ikke mindst et studie i en trommeslagers kunnen og spilleglæde. Hertil Simons diskrete men altid melodiøse basspil. Dette nummer fik nogle få ud på dansegulvet.
“I’ll see You in my Dreams”, en amerikansk jazzstandard fra 1924, blev her indledt med en fornem pianosolo efterfulgt af sublimt sammenspil mellem trompet og piano. Den blev sunget af Björn akkompagneret af piano og bas og næsten lydløst trommespil med whiskers. Flot, flot nummer.
Vi hørte ”Indian Summer” – en amerikansk jazzstandard fra 1919. Tidligere spillet af trompetisten Chet Baker og saxofonisterne Coleman Hawkins og Stan Gets. Her i en udgave med én avanceret rytme, hvor Olle rigtig kunne udfolde sig ved sine trommer og hvor vi endnu engang fik sprudlende soli fra Björn, Fredrik og Sven Erik. Måske aftenens mest avancerede nummer.
Efter endnu engang at have præsenteret orkestret fik vi Dizzy Gillespie- nummeret ”Manteca”, hvor vi også fik serveret bebobens kvaliteter på bedste vis. Et flot nummer, der også blev anerkendt af applaus til alle soli fra publikum.
Herefter takkede Birgitte orkestret for en kvalitetskoncert med ordene: ”1000 tak for en flot koncert. Jeg er så glad for, at vi har fået en intens musikoplevelse”. Efter mere applaus fra det lydhøre publikum i salen fik vi ekstranummeret “It’s Wonderfull”.
Så alt i alt en yderst velspillet koncert af nogle topmotiverede jazzmusikere, der leverede jazzmusik af højeste kvalitet fra en meget krævende genre.