Storyville Jassband fra Holland – 13.09.2020
– anmeldelse og billedgalleri
Se Flemming Wagners billeder fra koncerten
Af Kurt Schouenborg
Det er faktisk en ret go’ ide, – det der med “Søndag Eftermiddag”. Specielt til vinter, for en del af vores, måske noget voksne publikum, Og så med kaffe og hjemmebag (eller hvilken bag det nu var). Alt var gjort, for at vi kunne beskytte hinanden mod den møjirriterende CORONA virus. Afstand og håndsprit og et begrænset antal gæster (vi var omkring 40).
Heldigvis havde vores booker valgt Storyville Jassband (med to hollandske ss’er). Et super godt valg Birgitte. Det var som skræddersyet til Ballerup Jazzklub. ”Man bli’r så glad i låget af den musik”, udtalte en dame.
Der skal ikke herske tvivl om, at Storyville, er et effektivt band. De fyrede 10 numre af i første set, uden at trække vejret Vi hørte blandt andet “Wild
Cat Blues” med Eugène de Bruijn på en ypperlig klarinet og “Let Me Call You Sweetheart” med melodistemmen på banjo, ekvilibristisk ført af Tom Stuip og sunget af trompetisten Michael Muller. Samme Michael er også bandets klovn, sagt i ordets allerbedste betydning. Det er ham der styrer humoren, og vi andre har det herligt, og og griner med ham.
I andet set fremførte Tom Stuip (ham med banjoen) en demo af en populær amerikansk danseform (fra 1917 – 1920) kaldet Shimmy. Det blev en mindeværdig oplevelse. Det burde være noget med skulderbevægelser, men Tom brugte altså hele kroppen, og det var sgu’ morsomt.
Så monterede Michael en dæmper på trompeten og spillede en tynd – tynd udgave af “Somebody Think You’re Wonderful” fra 1935. med efterfølgende sang: “Love Is Mighty Close To You”. Der var nogen af os der sendte Martin Bennet, fra Phil Masons Jazzband, en varm tanke, da Michael spillede og sang” When I Grow Too Old To Dream”
Vores trommeslager Stef Geurts har en lang karriere på trommer i flere hollandske philharmoniske orkestre. Nu viser han sin kunst i Storyville Jassband, – og hvilken musiker. Han gav en, mindst 5 minutter lang, trommesolo (5 minutter er lang tid), – men kors i bøtten, hvor er han dygtig. Stort bifald.
Bandets leder, Peter Dobbe skiftede sin trombone ud med en guitar og spillede Sydney Bechets “Petite Fleur” og klarinetten og Pete gav begge en fremragende solo. Igen stort bifald. Og så sang de, – alle blæserne, – i flerstemmigt kor (det lyder nu godt), “Down By The Riverside”.
Slutnummeret, hvor Pete præsenterede musikerne, blev, – ikke uventet, “When The Saint Goes Marching In”. Og i bragende scat-sang bidrog humørbomben Michael Muller til festens afslutning. D.v.s. der var lige et extranummer. Michael sang “What A Wonderful World”.