Southland Jazzband – 26.10.25
– anmeldelse og billedgalleri
Asbjørn Kamban, orkesterleder og trompet / Jens Holgersen, kontrabas / Jon Bjarnason, banjo, guitar og sang
Anmeldelse af koncert med Southland Jazzband
Af Mogens Lerbech
I forbindelse med eftermiddagens koncert var den annoncerede klarinettist blevet erstattet af den amerikanskfødte klarinettist og saxofonist Guy Moscoso. Bortset hans lidt famlende første strofer i allerførste solo brillerede han koncerten igennem med flot klarinet og sopransaxofon, der passede fint ind i to øvrige blæseres gode præstationer.
Numrene blev annonceret af orkesterleder og trompetist Asbjørn Kamban på en hyggelig og afslappet måde med gode kommentarer om de enkelte numre. Desuden hørte vi Anders Ringgaard, basun og sang, Jon Bjarnason, guitar, banjo og sang samt Jens Holgersen på kontrabas – altså en kvintet uden trommer, hvorfor guitar og kontrabas udgjorde hele rytmegruppen. Og det gjorde de rigtig godt.
Første nummer var “Wrap Your Troubles in Dreams”, et langsomt lyrisk nummer med en flot trompetsolo fra Asbjørn og stilsikkert basspil fra Jens. Dette blev efterfulgt af “I Can’t give You Anything but Love”, der blev sunget af Jon med sin gode stemme. Spændende soli fra de tre blæsere. Hertil guitar og kontrabas, der indrammede nummeret på bedste vis.
Så fik vi Mills Brothers-nummeret “Diga Diga Do” fra 1934 helt uden vokal som Asbjørn annoncerede. Og derefter “I’m gonna sit right Down and send myself a Letter”, kendt i Fats Wallers udgave fra 1935 blev her introduceret af klarinetten og flot sunget af Anders med stygebas og sammenspil mellem de tre blæsere. Yderligere trombonesolo understøttet af de to rytmefolk. STORT bifald fra salen.
“That’s a Plenty” blev annonceret af Asbjørn med oplysninger om, at efter den store jazzhåndbog skal man kunne spille netop dette nummer, før man kan kalde sig et ”rigtigt” jazzorkester. Hvorefter vi fik nummeret i en kort, hurtig, fyndig og meget velspillet udgave – altså af et rigtigt jazzorkester. FLOT.
“Stranger on The Shore”, den engelske klarinettist Acker Bilks glansnummer fra 1961 blev annonceret af Asbjørn med ordene om, at denne koncert var Guys første officielle koncert med ”Southland”. Herefter fik vi en anderledes, spændende og meget personlig udgave af det gamle nummer, hvor især Guys kvaliteter i det dybe toneleje på klarinetten virkelig kom til sin ret. Hertil et velafstemt akkompagnement af Jon og Jens, der tilsammen formåede at give Guy den nødvendige swingende baggrund. Alt i alt blev nummeret vakt til live på en måde, som kun dygtige jazzmusikere mestrer.
Så fulgte “Muskrat Ramble” et nummer fra 1926 komponeret af den amerikanske trombonist Kid Ory. Her var det peppet op med blandt andet en passage uden rytmegruppen og en flot, fornyet udgave af den klassiske trombonesolo, men alligevel var nummeret loyalt overfor originaludgaven. Stort bifald fra salen.
”C’est Si Bon” er en populær, fransk sang fra 1947 og indspillet af Louis Armstrong i 1950. Her sunget af Jon, så man tydeligt kunne høre, at hans stemme også passede godt til en fransk vise. Tilsat ju-hu-kor fra de
øvrige musikere Hertil en fornem trompetsolo og lyrisk trombone.
Senere fulgte “I Can’t Believe That You Are in Love with Me”, sunget af Anders. Et frisk swingende nummer, som fik dansere ud på dansegulvet. Flot trompet. BIFALD.
“Jazz me Blues” blev annonceret af Asbjørn med oplysninger om at ordet ”jazz” i USA var forbundet med noget frækt. Vi fik her nummeret i en hurtig og spændstig udgave, som danserne på gulvet tilsyneladende fornøjede sig meget med, hvilket fortsatte i de efterfølgende numre.
Sidste nummer inden pausen var “Lady be Good” – hvortil Jens kommenterede: ”Det er også et dansenummer!” Efter en trombone-intro sang Jon nummeret, og vi fik spændende soli fra de tre blæsere. Et nummer der bare kørte derudad i rask tempo
Efter pausen blev koncerten indledt med et potpourri med de tre numre ”The Fishseller” , “Si tu vois ma Mère” og ”Promenade aux Champs Élysées”. Her var Guys sopransaxofon i centrum med fabulerende fortolkninger af de tre Sidney Bechet-melodier, der blev krydret med tilsvarende overbevisende spil fra Anders’ trombone og Asbjørns trompet.
Efter en kort, hyggelig og ”åben” drøftelse af, hvad man skulle spille, blev musikerne enige om ”Someday You’ll Be Sorry”, som blev komponeret af Louis Armstrong og indspillet af hans All Stars 1947. Den blev her sunget af Jon på bedste måde. Han leverede også en fin guitarsolo og rytmeguitar af bedste kvalitet sammen med Jens’ velklingende kontrabas.
Så fulgte “I found a new Baby”, der blev flot sunget af Anders, og “Sweet Sue”, som blev introduceret banjo og kontrabas og smukt sunget af Jon, hvorefter de tre blæsere tog over og fortsatte nummeret elegant og i behersket tempo, der klædte det ofte hurtigt spillede nummer. Vi fik udtryksfuldt spil på klarinetten og flot arrangeret sammenspil mellem blæserne.
“On the Sunny Side of the Street” blev herefter sunget af Guy med tydelig diktion og overbevisende scatsang bakket op af de øvrige musikere herunder en velklingende bassolo fra Jens. Et flot nummer der høstede stort bifald fra publikum.
Så fulgte “The Sheik of Araby” der blev indledt med en lang intro i langsomt tempo, hvorefter den fortsatte i lyntempo, overbevisende sunget af Jon med de øvrige som ju-hu kor. Stort bifald og hujen fra salen.
“Cold Cold Heart” er et langsomt Louis Armstrong-nummer, her flot sunget af Anders akkompagneret af Guys spæde klarinet. Salen nynnede med. Bifald.
Så sang Jon “Bei Mir Bist Du Schön” med en kommentar fra orkesterlederen:” Når I klapper, synger han bedre”. Og det gjorde vi så, og fik en flot sunget vokal med improvisationer fra de tre blæsere.
Koncertens sidste nummer var “Some of These Days” sunget meget udtryksfuldt af Anders med en trombonesolo og en overraskende klarinet. Stort bifald.
Her afsluttede Birgitte med ordene: ”Tak for en fantastisk eftermiddag. Nogle gange får man det man ønsker sig og lidt mere end det. Det fik vi her. Vidunderligt at opleve”. Og en positiv kommentar henvendt direkte til Guy: ”Hold kæft, hvor du fylder meget!” Stående bifald fra salen, hvilket udløste et ekstranummer, som blev leveret følsomt og lyrisk.
Endnu engang kunne vi glæde os over en jazzkoncert spillet af kompetente og dedikerede musikere, der var i stand til at puste nyt liv i kendte jazzmelodier. Alt i alt en flot, velspillet koncert!