Søvilla Jazzband – 18.09.26
Niels Christensen, trommer /
Michael Staun, banjo, elguitar og vokal /
Jack Andersson, trompet / Ole Weibel, klarinet og vokal
Koncert med Søvilla Jazzband
Af Mogens Lerbech
Selvom det var en regnfuld efterårsaften, bragte Søvilla Jazzband lidt solskin ind i lokalet, idet de indledte og afsluttede koncerten med nummeret ”Bring me Sunshine”, sunget af Michael Staun.
Vi fik en underholdende koncert med populær og letflydende jazz med de to blæsere, den svenske trompetist Jack Andersson og den danske klarinettist Ole Weibel i front, mens rytmegruppen bestod af Niels Christensen ved trommerne, orkesterlederen Lars M. Nielsen ved kontrabassen og førnævnte Michael Staun på banjo og elguitar.
De fleste numre blev indledt med Weibels muntre kommentarer og anekdoter, hvilket bidrog til den hyggelige stemning blandt publikum.
Så fulgte “Why Don’t You go down to New Orleans” komponeret af den amerikanske trommeslager Paul Barbarin (1899-1969). Det blev indledt med en trommesolo, og der blev spillet med saft og kraft med en ”fed” rytme og med fine soli fra Andersson, Weibel og Staun på elguitaren. Et flot nummer med en swingende rytmegruppe. Stort bifald fra det lydhøre publikum.
Derefter “I want a Little Girl”, som blev introduceret og sunget af Weibel på bedste vis. Nummeret er gennem tiden blevet sunget af rigtig mange fx Ray Charles og Louis Armstrong, mens den ikoniske tenorsaxofonist Lester Young indspillede en instrumentaludgave i 1938. Her fik vi nummeret i en swingende udgave med både en banjosolo fra Staun og en bassolo fra Nielsen. Endnu mere bifald fra salen.
Svend Asmussens kendingsmelodi ”June Night” blev leveret i en hurtig udgave med Weibels introduktion, vokal og ikke mindst hans velklingende klarinet. Hertil Anderssons skarpe trompet og en storswingende rytmegruppe tilsat endnu en flot bassolo fra kapelmesteren. En spændende udgave af det klassiske nummer, som publikum satte stor pris på.
Så fik vi lidt mere solskin, idet Staun atter fandt elguitaren og sangstemmen frem i ”You Are my Sunshine”, der er fra 1940. Hertil kraftfulde og sprudlende soli fra klarinet og trompet.
Her præsenterede Weibel orkestermedlemmerne, og han krydrede præsentationen med en omtale af hans sjældne klarinet. ”Ved I, hvilket materiale den er fremstillet af?” spurgte han henvendt til publikum. Han kom selv med svaret: ”Afrikansk åndenød.” Hæ, hæ.
I de næste fire numre var Weibel også i centrum. Først som klarinetsolist i “The Old Rugged Cross”, som er en af berømt spiritual skrevet i 1912 af den amerikanske komponist George Bennard, dernæst som vokal i “You Meet the Nicest People in Your Dreams” og vokal i “In the Shade of The old Apple Tree”, som fik vi i en ny og anderledes udgave med en spændende rytme.
Hertil flot fabulerende trompet og en spændstig trommesolo fra Christensen. Endelig sang han også ”Avalon” i hurtigt tempo med gode soli fra hans egen klarinet og fra Anderssons trompet. Et skarpt nummer med særlige bifald til Andersson og Christensen Det hele bundet sammen af en velklingende rytmegruppe med kapelmesterens sublime bas i centrum. Sidste nummer inden pausen var det rytmiske nummer, ”Tequila”.
I pausen nød mange den fortræffelige, hjemmebagte æbletærte og den gode kaffe – tilsat den hyggelige stemning ved bordene.
Første nummer efter pausen var “When You Wore a Tulip” – en populær sang fra 1914, der blev indledt af klarinetten og kontrabassen med fin sang fra Staun og en kraftfuld trompetsolo. Et flot nummer. Stort bifald.
Herefter fulgte et spændende nummer med cubansk rytme og ”Shine”, et rigtigt New Orleans-nummer, sunget af Weibel med flot scatsang.
Så gik vi over i en helt anden boldgade med Elvis Presleys ”Love me Tender” – et hit fra 1956, hvor melodien dog er af ældre dato. Den blev sunget af Staun med en rigtig Elvis-stemme. Med Weibels og Anderssons energiske soli blev sangen til et fint jazznummer. Bifald fra salen.
Så hørte vi Anderssons vokal med scatsang og hans skarpe trompetspil i “A Kiss to Build a Dream on” a la Louis Armstrongs glansnummer fra 1951. Hertil blødt og lyrisk klarinetspil i det dybe toneleje fra Weibel og en flot banjosolo fra Staun. Bifald fra det lydhøre publikum. Herefter fik vi ”Bill Bailey” i en frisk udgave i hurtigt tempo.
Inden næste nummer var der lige en mobil, der gav lyd fra sig nede i salen, og det fik selvfølgelig nogle ”friske” kommentarer med fra Weibel.
Så fulgte visen ”Glemmer Du”, også sunget af Staun. Den blev komponeret af Kai Normann Andersen og sunget af Liva Weel i 1932. Undervejs i Stauns sang kom jeg til at tænke på Bjarne Lillers udgave med Papa Bue.
”After You have Gone” er spillet og indspillet af rigtig mange orkestre fx Armstrong i 1929, Benny Goodman i 1935 og Ella Fitzgerald i 1962. Her blev den fint sunget af Weibel med hans klarinet i centrum og med fornemt sammenspil mellem trommer og klarinet herunder en fin trommesolo fra Christensen. Flot nummer. Stort bifald!
Weibel takkede nu publikum med ordene: ”Tusind tak fordi I kom, og tak for at I blev. Det er så kedeligt at spille helt alene.”
Så vendte Staun tilbage med ”Bring me Sunshine”, der var koncertens sidste nummer, hvorefter Birgitte Christiansen takkede orkestret med ordene: ”Længe leve jazzen og længe leve jazzmusikerne. Tak for en flot aften.” Applaus fra salen udløste ekstranummeret ”Bye Bye Blackbird” sunget af Staun.
Så alt i alt en efterårskoncert opbygget af klassiske melodier leveret af nogle erfarne, men stadig veloplagte jazzmusikere, hvis repertoire og spillestil faldt i det lige så veloplagte publikums smag. Og så fik de samtidig pustet nyt liv i mange klassiske jazzmelodier med spændende fortolkninger og improvisationer.