Snorre Kirk European Quartet – 18.04.26
Anders Fjeldsted, kontrabas / Tom Ward, piano
Koncert med Snorre Kirk European Quartet
– nutidig jazz fra øverste hylde
Af Mogens Lerbech
I forbindelse med at publikum ankom til koncerten blev instrumenterne på scenen afprøvet og pianoets forplade var fjernet, så lydbilledet var afstemt til Baghusets lille sal.
Kvartetten bestod af Snorre Kirk, trommeslager, orkesterleder og komponist, Giacomo Smith på altsaxofon og klarinet, Anders Fjeldsted på kontrabas og Tom Ward på piano. Tom Ward erstattede Joe Webb, som skulle have overrakt en hæderspris i UK og derfor var forhindret i at deltage i kvartettens turné med blandt andet en koncert på Fanø, hvor der jo ikke er nogen lufthavn, som Snorre Kirk fortalte. Den ganske unge Tom Ward viste sig allerede efter de allerførste anslag på pianoet at være en blændende og virtuos pianist.
Derefter gik man lige på med nummeret “Right on Time”, som blev komponeret af Snorre Kirk i 2021. Et lynhurtigt nummer, hvor musikernes tekniske evner blev sat på prøve. Vi fik her flot altsaxofon, suverænt piano og en lang og overbevisende solo på kontrabassen. Og med Snorres inciterende trommer var det musikalske niveau fastlagt. Og det var højt, hvilket straks blev honoreret med bifald fra salen. Dette blev efterfulgt af en anden Snorre Kirk-komposition “West Indian Flower”, der til gengæld var i roligt tempo. Endnu engang med Snorres delikate og rytmiske trommer som baggrund for altsaxofonens og pianoets udfoldelser.
Så fulgte “One for the Road”, – også et Snorre Kirk-nummer. Det langsomme tempo gav mulighed for lyrisk spil fra Giacomo, Tom og Anders og med Snorres både elegante og energiske spil med whiskers på trommerne. Med en overbevisende, velklingende og afklaret solo fra Anders’ kontrabas fik vi en uovertruffen udgave af nummeret. Stort bifald fra salen ud over de mange bifald undervejs fra det lydhøre publikum til solisternes præstationer.
Derefter fik vi et nummer uden titel, der havde noter à la Jelly Roll Morton. Her leverede Giacomo en pragtpræstation på klarinetten. Hertil en pianosolo fra Tom med træk fra den traditionelle jazz. Det hele drevet fremad af Snorres intense trommer krydret med en flot trommesolo. Alt i alt et tidløst jazznummer. Stort bifald.
Så skiftede man genre, og vi fik ragtimenummeret “Wall Street Rag”, som Scott Joplin komponerede i 1909 efter bankkrisen på Wall Street i 1907. Kun Giacomo og Tom var på scenen, og denne duo leverede en flot, men anderledes udgave af det gamle nummer. Det blev spillet i en moderne jazzudgave samtidig med at træk af ragtimestilen blev fastholdt. Kæmpestort bifald fra salen til de to.
Derefter endnu et Snorre Kirk-nummer, ”Palagio Shout”, hvor vi var tilbage i et lyntempo så højt, at man næppe kan spille hurtigere på altsaxofon, end Giacomo gjorde her. Hertil en super pianosolo drevet fremad af Snorres inciterende trommer og Anders’ flotte kontrabas. Et særligt spændende moment var, da vi hørte chase (betyder, at to instrumenter jager hinanden) mellem trommer og kontrabas, hvor Snorre sagde til Anders: ”Du har den”, hvorefter der kom med- og modspil af højeste klasse skiftevis mellem de to suveræne jazzmusikere. Endnu engang hørte vi applaus fra salen, som understregede den gode connection mellem musikere og publikum gennem hele koncerten.
Første nummer efter pausen var Snorre Kirk- kompositionen“A Thing like That”, som blev leveret med Giacomos bløde og fabulerende altsaxofon i front og soli fra piano, trommer og kontrabas og en passage med kun piano og elegante, diskrete trommer.
Derefter endnu et nummer uden titel – et langsomt lyrisk nummer med altsaxofon lidt à la den kendte Ellington-saxofonist Johnny Hodges og med en nøje afstemt rytmegruppe. Det var klasse.
Så fik vi endnu en ragtime leveret i hurtigt tempo, drevet frem af Snorres inciterende trommer og eftertænksomt og fabulerende piano, der krydredes med ragtimestrofer. Hertil en spændende og udfordrende solo på kontrabassen med passager, hvor piano og trommer akkompagnerer. Det var næsten traditionel jazz med en sprudlende klarinet og med en overraskende afslutning.
Det blev efterfulgt af”Fontainebleau” – et ”soft” og langsomt nummer med en skarp og afklaret klarinet og næsten skjulte trommer. Hertil endnu en bassolo, der drev melodiens stemning fremad. Stort bifald fra salen.
Så fik vi et helt anderledes nummer, nemlig det gamle Scott Joplin-nummer fra 1899“Maple Leaf Rag” oprindeligt komponeret for solopiano. Her fik vi det med kun klarinet og piano, idet Snorre og Anders forlod scenen og gik ned blandt publikum med ordene: ”Vi er bare med som fyld”. Toms pianostil blev straks lagt om til ragtimepiano, så den passede til Giacomos suveræne klarinet, hvor nummeret udviklede sig fra en ragtimeklassiker til et moderne stykke jazzmusik med en lang række spændende musikalske facetter. Endnu et stort bifald fra salen.
Koncertens sidste nummer, “Streamlight”, var endnu et lynhurtigt nummer med en passage, hvor Tom brillerede i en lang pianosolo, og hvor Snorre leverede en kraftfuld og virtuos trommesolo af højeste kvalitet med brug af alle trommesættets instrumenter og klange og med tydelige skift i lydstyrke. Stort bifald fra salen- især til trommeslageren.
Snorre Kirk takkede forsamlingen med ordene: ”Tak fordi I kom. Der er jo så ufatteligt meget andet her i Ballerup. Og så er I her. Tak for det.”
Birgitte Christiansen tilføjede:” What a fulfilling evening! Thank You very much to All of You” henvendt til orkestret, og til det voksne publikum i salen annoncerede hun den kommende koncert med ordene: ”Kom meget gerne næste gang, hvis ellers jeres far og mor giver lov.” (Hæ, hæ)
Efter klapsalver fra salen fik vi Snorre Kirk-kompositionen ”Going Up” som ekstranummer. Et roligt og velklingende nummer med diverse kvalitetssoli. Stående bifald.
Alt i alt en ekstraordinær jazzkoncert med Snorre Kirk-kompositioner i centrum, og hvor Giacomo trak det store læs som eneste blæser, samtidig med at Snorres suveræne trommespil med hans særlige måde at spille på med overraskende klangfarver og med inspirerende lydbilleder skabte den nødvendige swingende baggrund for solisterne. Hertil den altid velspillende og inspirerende kontrabassist, Anders, både som akkompagnatør og som solist. Endelig den unge pianist, der tog alle tilhørere med storm i kraft af sit både overraskende og virtuose spil.
Tak for en super koncert med mange musikalske overraskelser