Second Line Jazzband – 15.08.25
– anmeldelse og billedgalleri
Nicklas Carlsson, trombone og vokal / Erik Fastén, trommer / Olof Skoog, saxofon, klarinet og vokal
Koncert med Second Line Jazzband – traditionel jazz med spændende fortolkninger
Af Mogens Lerbech
På trods af hedebølge i Ballerup var salen fyldt med tilhørere til aftenens koncert med svenske Second Line Jazzband, men salen var også fyldt med forventninger til det navnkundige orkester. Forventninger, der til
fulde blev opfyldt af Klas Nilsson, trompet og sang, Olof Skoog, saxofon, klarinet og sang, Hampus Andersson, guitar, Per Bach, kontrabas og Erik Fastén, trommer og sang.
Niklas Carlsson, trombone og sang, introducerede, som orkestrets ”sprechstallmeister”, de fleste numre på sin sædvanlige humoristiske og underholdende måde, hvilket i høj grad bidrog til den muntre og hyggelige
stemning i den fyldte sal.
Koncerten blev indledt med nummeret ”Swanee River”, der er en klassiker fra 1851. Allerede her var stilen lagt med ekspressivt sammenspil mellem blæserne, samtidig med at rytmegruppen kørte som en velsmurt maskine, hvilket i kraft af publikums tydelige opmærksomhed udløste adskillige bifald fra salen.
Så fulgte “China Boy” i hurtigt tempo, introduceret af Niklas Carlssons virtuose trombone, fabulerende tenorsax fra Olof Skoog og energisk trompet fra Klas Nilsson efterfulgt af en elegant guitarsolo fra Hampus Andersson. Et flot arrangeret nummer.
Selv et banalt popnummer som “Sentimental Journey”, som den amerikanske sangerinde Doris Day gjorde kendt i 1944, blev under bandets kyndige hænder gjort til en fin jazzsang med afstemte soli fra de tre blæsere og en flot solo fra Per Bach på kontrabassen. Det hele understøttet af Erik Fasténs diskrete trommer.
I de to næste numre var bandets ”franske” repræsentant Olof Skoog i centrum. ”C’est Magnifique” blev smukt sunget af ham med soli fra Niklas Carlssons trombone og Per Bachs stilsikre kontrabas. Efterfulgt af en fortræffelig guitarsolo fra Hampus Andersson, som er i stand til at levere improvisationer på højde med jazzens største guitarmestre. Hans guitarspil har i høj grad bidraget til bandets mere swingprægede sound. Hertil chase mellem trompet og trombone. Et flot nummer.
I ”Clair De Lune”, en langsom og blid melodi, komponeret af den ungarske pianist Joseph Kosma i 1947, fik vi elegant og afklaret klarinet fra Olof Skoog og en guitarsolo fra Hampus Andersson, som begge endnu engang udløste store bifald fra salen.
Så fulgte ”Trombone Rag” komponeret i 1946 af den amerikanske trombonist Turk Murphy (1915 – 1987). Nummeret blev annonceret af Niklas Carlsson med smil på læben som det absolut sværeste nummer, som kun kunne spilles af de aller dygtigste trombonister. ”Kender I nogle trækbasunister, der ikke er fantastiske?” Hæ, Hæ. Hvorefter vi fik en energisk og kraftfuld udgave, hvor både klarinetten og trombonen brillerede. Niklas Carlsson kunne faktisk leve op til sin egen humoristiske promovering Hertil en super guitarsolo. Et flot helstøbt nummer. Bifald.
Så bragte Niklas en særlig hilsen til Birgitte Christiansen, klubformanden, som i anledning af hendes fødselsdag havde inviteret familie og venner med til koncerten. Han var i tvivl om, om publikum skulle råbe tre danske eller fire svenske hurraer for klubformanden, så vi endte med at hylde Birgitte med i alt 7 hurraer. Som endnu en fødselsdagshilsen blev hun tilegnet nummeret ”Angel Flying Too Close To The Ground”. Kendt fra en Willie Nelson udgave fra 1980. Følsomt og melodisk sunget af Niklas Carlsson. Hertil flot afstemt trompet fra Klas Nilsson.
Så fulgte ”Jump for Joy”, der er en Ellington komposition fra 1941. Efter en pompøs introduktion blev nummeret flot sunget af Klas Nilsson med spændende chase mellem trombone og tenorsaxofon.
Sidney Bechet-nummeret ”Moulin a Café” fra 1951 blev af den ”franskkyndige” Olof Skoog introduceret som ”Kaffemøllen”, hvorefter han leverede inspirerende improvisationer på sin tenorsaxofon. Det hurtige tempo gav melodien aktualitet og spændstighed. BIFALD. Så var der pause med mulighed for at besøge baren.
Første nummer efter pausen, “That was You”, blev både introduceret og sunget af Olof Skoog, hvor hans lyriske stemme virkelig var i harmoni med det langsomme tempo ligesom hans overbevisende tenorsax. Hertil tilsvarende lyriske soli fra trompet og trombone. Det hele bundet sammen af den velfungerende og swingende rytmegruppe.
Så kom vi over i en helt anden boldgade med nummeret “African Market” komponeret af den sydafrikanske pianist Abdullah Ibrahim (tidligere Dollar Brand). Her kom den elegante rytmegruppe i front med melodiens inciterende afrikanske rytme, hvor Per Bachs sikre spil på kontrabassen, Erik Fasténs spændstige trommer og Hampus Anderssons elegante guitar gik op i en højere enhed. Hertil spændende improvisationer fra Olof Skoogs tenorsaxofon. Et flot nummer der endnu engang udløste spontane klapsalver fra salen.
Så kom trommeslageren i centrum med “St. James Infirmary“, der blev indspillet af Louis Armstrong allerede i 1928. Her blev den sunget af Erik Fastén med den rigtige feeling, akkompagneret af guitaren, kontrabassen og hans eget elegante trommespil. Senere med blød trompet og trombone med dæmper. Alt i alt en flot udgave af det gamle blues-nummer. Stort bifald fra salen.
Derefter fulgte “For once in my Life I have someone who needs Me”, Stevie Wonder 1968. Flot spil fra trompet, trombone og rytmegruppe. Endnu et bifald fra det lydhøre publikum.
Tilbage til jazzens rødder i 1925 med “Black Bottom Stomp”, som er en kendt komposition af den amerikanske pianist Jelly Roll Morton (1890 – 1941). Den passede perfekt ind i Second Line Jazzbands spillestil, idet alle Mortons kompositioner tydeligvis er præget af skift mellem komplicerede arrangerede passager og passager med mulighed for improvisationer. Nummeret stiller store krav til alle i bandet og tilmed er tempoet lynhurtigt. Her fik vi det i en pragtudgave med super improvisationer fra de tre blæsere understøttet af en storswingende rytmegruppe. En udgave som i høj grad kunne leve op til Jelly Roll Mortons Red Hot Peppers fra 1920-erne. Kæmpe bifald. Det kan vist ikke gøres bedre.
Så fulgte endnu et nummer fra New Orleans-jazzens skattekiste, nemlig King Olivers ”Mabels Dream” fra 1923 spillet i sin tid af hans Creole Jazzband. Her fik vi passager med sammenspil mellem kun trompet og kontrabas og senere kun mellem trommer og guitar. En spændende ”opgraderet” udgave af det over 100 år gamle nummer. BIFALD
Senere fik vi “Mahogany Hall Stomp” komponeret af Spencer Williams og indspillet af Louis Armstrong i 1929, hvilket var den allerførste indspilning med jazzguitar (spillet af Lonnie Johnson). Her blev nummeret opgraderet med nye improvisationer samtidig med at loyaliteten overfor originalindspilningen blev fastholdt. Traditionel jazz, når det er bedst.
Koncertens sidste nummer var ”High Society” i en hurtig elegant og autentisk udgave, hvor den klassiske klarinetsolo var erstattet af en inspirerende solo på tenorsaxofonen, hvilket gav endnu et pift til en jazzklassiker.
Birgitte afsluttede med ordene: ”Tak for en fremragende koncert. Og Niklas, du er enhver svigermors drøm, ikke for meget, ikke for lidt. For mig har det været den bedste fødselsdag, jeg kan huske.” Hvorefter vi fik ekstranummeret “Can’t Take My Eyes Off You”.
En jazzaften af de allerbedste med tidløs traditionel jazzmusik fra øverste hylde, hvor de gamle numre var piftet op af Second Lines spilleglæde, overvældende improvisationer og uovertrufne tekniske kunnen.