Second Line Jazzband – 12.01.2020
– anmeldelse og billedgalleri
Se Flemming Wagners billeder fra koncerten
Af Kurt Schouenborg
Det var vel lidt af et eksperiment at lægge et arrangement på en søndag eftermiddag, men det har været hørt, at enkelte af vore, granvoksne medlemmer, har udtrykt en vis betænkelighed, ved at bevæge sig udendørs, sent på aftenen i årets mørkeste måneder.
Så, – hvordan gik det så?- -. Selvom man nok ku’ ha’ åbnet dørene lidt før tid,- regnen og kulden taget i betragtning, så var der fuldt hus til Second Lines fantastiske jazzband, der lagde ud med “When I Grow Too Old To Dream” fra 1934.
Og hvilken rytmegruppe!- -. Den er nu i en ny udgave, efter bandets mascot, den spektakulære banjo spiller, Anders Wasén er gået på pension. Nu er det den unge guitarist, Hampus Andersson, der med sin rytmeguitar, giver bandet en helt ny, heftig (og fed) backup, sammen med den knalddygtige drummer, Johan Horner og dynamiske Per Bach på kontrabas. I “Old Fashioned Love” viste Hampus, sine eminente evner som single guitarist.
Trombonisten Niklas Carlsson, – den filur, – fortalte til publikums overdådige morskab, en (løgne)historie om, hvorledes de,- når han delte
hotelværelse med saxofonisten Olof Skoog, altid afsluttede dagen med, sammen at synge Duke Ellingtons “Just Squeeze Me”, inden lyset blev
slukket.
Og således gik det over stok og sten,- (man talte op til 12 par på dansegulvet) med højkvalitets, professionel og humørfyldt musik og, ikke mindst (flerstemmig) sang, som vi hørte det i “Good Night Irene”, hvor trompetisten Jesper Albrektsson, tenorsaxofonisten Olof Skoog og Niklas sang i kor.
Fra et par på dansegulvet, kom en opfordring til at spille noget shuffle. Den var Niklas vist ikke helt stiv i, men han mente, – at det nok, efter parrets særlige dansestil at dømme, var en slags aerobic, så Olof Skoog blev sat til at spille en shuffle blues. Det blev så ”I’m Going Home”, og Olof og Niklas sang den i kor.
Slutnummeret var ”When The Saints Go Marching In”, for fuld udblæsning og hele banden i kor. Så demonstrerede Niklas, på sin trombone, – en kunst (en Niklas kunst) ved at lade instrumentet “tale” som et lille barn. De musikere,- de musikere.
Taktfast stående bifald, for en uforglemmelig og meget, meget morsom eftermiddags oplevelse.