The Ragtime Nightmare – 21.02.26
– anmeldelse og billedgalleri
Laurin Habert, klarinet, alt- og barytonsaxofon / Quentin Bardi, banjo / Jack B. Latimer, guitar
Anmeldelse af koncert med The Ragtime Nightmare
Af Mogens Lerbech
Allerede inden koncerten begyndte, var der lagt op til, at vi nu skulle tilbage til et musikunivers, der blomstrede i perioden fra 1900 til 1920, eftersom der var opstillet en gammeldags mikrofon og musikerne var – med en enkelt undtagelse- klædt i 1920-er stil med jakkesæt, veste, hvide skjorter og slips. Så vi blev virkelig bragt tilbage til tyvernes ragtime.
Mange kender sikkert ragtimestilen fra pianoudgaver af ”The Entertainer” og ”Maple Leaf Rag” af Scott Joplin (1868-1917), som blandt andet er blevet spillet af den norske ragtimespecialist Morten Gunnar Larsen.
Denne aften fik vi ragtime i stride strømme leveret af et yderst velspillende tysk orkester med internationalt islæt: tyske Laurin Habert på klarinet, altsaxofon og barytonsaxofon, tyske Malte Tönißen på kontrabas, australske Jack B. Latimer på guitar, franske Quentin Bardi på banjo, russiske Eldar Tsalikov, klarinet og altsaxofon og spanske Carlos Santana på piano.
Gennem koncerten blev der causeret lidt spredt på en uformel måde af flere af musikerne om numrene, hvilket bidrog til den hyggelige stemning i salen. Koncerten var opbygget af 25 numre tilføjet hele to ekstranumre. Det store antal numre antyder, at de blev spillet tæt på de originale udgaver, som i den tids optagelser kun varede omkring 3 minutter.
Her følger kommentarer til et udpluk af numrene:
“If I Could be with You” er en sang fra 1926 komponeret af den amerikanske pianist James P. Johnson (1894-1955). Her smukt sunget af Jack akkompagneret af flot sammenspil fra de to blæsere og en swingende rytmegruppe. Det blev efterfulgt af”The Minstrel Man” komponeret af den amerikanske trompetist Bunk Johnson (1879 – 1949). Her i et arrangement med soli fra klarinetter og banjo.
Så fulgte et nummer af den amerikanske trompetist Jabbo Smith (1908 – 1991) – endnu engang med tæt og virtuost sammenspil mellem de to blæsere understøttet af den yderst velfungerende rytmegruppe. Numrene blev spillet i en autentisk ragtimestil, hvor orkestrets særprægede besætning uden trommer og med to mand ved klarinetter og saxofoner gav den ” Very special sound”, som klubformanden omtalte i sin velkomst.
Så fulgte et stille vokalnummer sunget af Carlos tilføjet en flot bassolo med flittig brug af buen, hvilket gav en særlig blød og melodisk kontrabas hertil Laurins dybe og velklingende barytonsaxofon.
Senere fulgte“Blame it on the Blues”, som I sin tid blev sunget af den amerikanske sangerinde Ma Rainey (1886-1939). Et flot nummer med blandt andet en suveræn banjosolo fra Quentin. Bifald fra publikum.
Quentin fortsatte med at synge“Ready for the River”, der også indeholdt soli fra Carlos piano, Eldars klarinet og Jacks guitar.
Sidste nummer før pausen var”Alligator Hop” – et kendt King Oliver-nummer. Det blev spillet virtuost i lyntempo med en passage med kun Eldars klarinet og Carlos’ piano efterfulgt af en flot solo fra Laurins barytonsax. Et flot nummer. Stort bifald fra salen.
Så var der pause med opfordringer til at købe CD’er ved baren. Her fik vi også en stump ragtime, idet Quentin og Laurin underholdt med banjoen og barytonsaxofonen.
Anden afdeling blev indledt med nummeret “A Ragtime Nightmare”, hvor vi fik endnu en flot banjosolo. Det blev efterfulgt af “Once in a While” fra 1937 indspillet af Armstrong og Hot Five, af Ella Fitzgerald og af Benny Goodman. Her fik vi den i en flot og letflydende og vel arrangeret udgave med en speciel rytme. Undervejs fik vi en elegant pianosolo, suverænt sammenspil mellem Eldars klarinet og Laurins barytonsaxofon samt en spændende solo fra Maltes kontrabas.
” I Ain’t got Nobody” blev sundet af Eldar på den ”sødladne” måde, der var typisk for 1920-ernes vokal. En rigtig crooner-stemme. Hertil en flot guitarsolo fra Jack. “Sensation Rag” komponeret I 1908 fik vi i en virtuos udgave stramt arrangeret med mulighed for soli fra banjo, piano, de to blæsere og ikke mindst kontrabassen. Stort bifald fra salen.
Det langsomme nummer ”Rain” blev fint sunget af Malte. Det var nærmest en vise tilsat soli fra hans egen kontrabas, fra Laurins velklingende barytonsaxofon og Carlos lyriske piano. Applaus fra det lydhøre publikum i salen.
”Dardanella” fra 1919 var et af datidens store hits, og den er blevet spillet i utallige versioner. Her i en melodiøs, swingende udgave med endnu en banjosolo og kraftfuldt spil fra barytonsaxofonen.
Herefter“Kansas City Stomp” fra 1923 indspillet i sin tid af den kendte pianist Jelly Roll Morton and his Red Hot Pepper. Den blev her spillet som originalen med saft og kraft og med flot sammenspil endnu engang af de to blæsere og tilsat elegant piano. Et flot nummer der udløste stort bifald fra
publikum.
Den blev efterfulgt af ”sødladen” sang inspireret af 1920-erne, flot sunget af Laurin og Jack som duet med en tydelig ironisk distance.
Ved koncertens slutning takkede Birgitte Christiansen orkestret for denne spændende koncert blandt andet med ordene: ”Do You want to see Us again?” Det positive svar kom straks fra orkestret, og det lydhøre publikum i salen udtrykte ved stor applaus enighed om, at vi gerne ville høre orkestret igen på et senere tidspunkt.
Det udløste et ekstranummer sunget af Jack, stadig med flot spil af Eldars klarinet og Laurents barytonsaxofon. Applaus fra publikum udløste ekstra-ekstranummeret ” Chicago Rhytm” komponeret af klarinettisten Jimmy Noone (1895-1944), her spillet i hurtigt tempo. En flot afslutning
på koncerten.
Denne aften hørte vi et spændende jazzorkester, der på bedste vis forstod at gøre ragtime-genren levende og interessant for publikum ikke mindst på grund af musikernes tekniske kunnen og enorme spilleglæde. Når så dygtige og entusiastiske musikere fortolkede og fandt de særlige musikalske kvaliteter frem i den over 100 år gamle ragtime, kunne publikum ikke undgå at blive grebet af stemningen, og det gjorde vi i aller højeste grad.