Anna Pauline & Richard Hauer – 28.08.26
Anmeldelse af koncert med Anna Pauline og Richard Hauer
Af Mogens Lerbech
Klubformand Birgitte Christiansen bød hjerteligt velkommen til jazzsangeren og komponisten Anna Pauline Andersson og guitaristen Richard Hauer. På trods af at der ”kun” var tale om en duo, og at de to medvirkende ”kun” sad ned på deres stole under hele koncerten, fyldte de salen med dynamik, vellyd, virtuositet, og ikke mindst satte de deres personlige præg på koncertens nitten numre.
Salen var vel kun fyldt halvt op med et veloplagt publikum samlet tæt på de to musikere, som til gengæld leverede en fremragende intimkoncert. Yderligere slog de en hyggelig og munter tone an, så publikum ikke kunne undgå at føle sig godt tilpas i deres selskab.
Numrene blev fint introduceret af Anna med oplysninger om deres baggrund krydret med personlige anekdoter.
Allerede i det første nummer ”Sakta vi gå genom Stan” afslørede Anna sin smukke og naturligt jazzede stemme, så det kendte nummer blev leveret elegant og letflydende med Richards super akkompagnement. Det blev i øvrigt indspillet i 1961af den svenske sangerinde og skuespiller
Monica Zetterlund (1937-2005).
Så fulgte “Mesame Mucho” – en spansk kærlighedssang sunget med kraftfuld stemme afløst af sødmefyldte passager tilsat Richards sublime guitarspil og “What a Little Moonlight Can Do” – en filmmelodi skrevet af Harry M. Woods i 1934. Billie Holiday og pianisten Teddy Wilson og hans orkester indspillede melodien i 1935 og gjorde den til et af jazzens standardnumre. Her fik vi det i en meget personlig udgave i hurtigt tempo og med scatsang a la Anna, der undervejs sagde: ”Hovsa, jeg har lige glemt teksten” uden at det påvirkede nummeret. Tilsat Richards virtuose guitar fik vi et lille stykke vokaljazz i en helt ny og spændende aftapning. Stort bifald fra salen. Her leverede Richard en af sine vittigheder med smil på læben: ”Hvad kan få en svensk håndværker til
at sove?” Mange i salen tænkte længe inden vi fik svaret: ”Det gør man ved give ham en sleep-maskine i hånden.” Hæ, hæ.
Herefter fik vi flere langsomme, lyriske numre som ”I Fall in Love too Fast”, ”Sommervals” og “No One Cares for Me”. Alle sunget fint af Anna med sublimt akkompagnement af Richard, og en understregning af hvor godt de to musikere trives med hinanden.
Så fik vi “On the Sunny Side of the Street” i en flot og anderledes udgave, der udløste stort bifald fra salen og Edith Piaf nummeret ”La Vie en Rose” også smukt sunget af Anna først på fransk, hvorefter hun koket slog over i engelsk. To spændende numre, som virkelig faldt i publikums smag.
Inden pausen spurgte en tilhører direkte, om de to var kærester, hvilket begge straks sagde nej til. Anna forklarede her, at de begyndte at spille sammen ”hver for sig” under corona-epidemien. Men det var tydeligt allerede dengang, at der var en særlig musikalsk harmoni mellem dem.
Første nummer efter pausen var ”No Moon at All” med Annas melodiøse scatsang og Richards altid spændende guitar. Det blev efterfulgt af sangen ”Amar Pelos Dois”, som Portugal vandt europæisk melodi Grandprix med i 2017. ”En smuk og ærlig sang”, som Anna selv sagde i introduktionen. Og hun sang den overbevisende i det langsomme tempo. Stort bifald.
Så fulgte ”Black Coffee” som den amerikanske sangerinde Peggy Lee (1920-2002) sang i 1950’erne. Her sang Anna den meget udtryksfuldt nærmest som en blues med endnu et super guitarakkompagnement. Stort bifald fra salen.
Så fik vi et helt anderledes nummer, nemlig en revysang, udformet nærmest som en madopskrift. Den er skrevet af den svenske komedieduo Hans “Hasse” Alfredsson og Tage Danielsson.
I solonummeret ”L’ Amour” sad Anna blot og lyttede til Richards solistiske udfoldelser. Og det gjorde han blændende med sit elegante og overbevisende spil. Det var afklaret og afvekslende med flere overraskelser. Den flotte solopræstation udløste stort bifald fra publikum og en High Five fra Anna. Super.
Så fulgte sangen ”Le Parapluies de Cherbourg”, som i 2001 blev komponeret af den franske komponist og pianist Michel Le Grand (1932-2019). Et anderledes, men spændende nummer smukt leveret af duoen, der bekræftede hinanden i, at nummeret var leveret optimalt med en highfive. Det blev også bekræftet af publikums applaus.
Så fulgte “Love for sale”, der i sin tid blev spillet af den amerikanske altsaxofonist Poul Desmond (1924-1977) og indsunget af Monica Zetterlund. Det særlige ved denne melodi var, at den blev spillet i 5/4- dels takt, hvilket gav den en særlig karakter i Annas udgave. Et spændende nummer.
Herefter fulgte en vise om børns spørgelyst, komponeret af den amerikanske jazzpianist og komponist Bobby Timons (1935-1974). Endnu et spændende nummer, der udløste bifald fra salen.
Koncertens sidste nummer, Louis Armstrong-klassikeren “What a Wonderfull World”, blev følsomt sunget af Anna efter Richards elegante introduktion. Undervejs leverede han endnu engang intenst og overbevisende solospil. Stort bifald fra det lydhøre publikum.
Herefter sagde Anna: ” Tak for at have fået lov til at spille for jer. Vi møder jer her på en særlig måde. Jeg kan mærke den gode stemning og varme i rummet”.
Så gik Birgitte Christiansen på scenen og understregede, at duoen var det mindste orkester, der nogensinde havde spillet på scenen i Baghuset, og hun fortsatte: ”Tak for en rigtig dejlig aften. Det var hårdt arbejde for jer”. Efter bifald til begge fik vi en vise af den svenske humorist, sanger og
sangskriver Poul Ramel som ekstranummer.
Alt i alt en musikalsk kraftpræstation fra de to solister at levere en intimkoncert af højeste kvalitet gennem mere end to timer i Baghuset, som med sit intime lokale var som skabt til denne koncert. Det var vokaljazz ud over det sædvanlige med virtuositet og spilleglæde krydret med et jazzhistorisk vingesus. Det var et privilegium for os tilhørere at have så dygtige og inspirerende musikere næsten på ”tomandshånd”.