Adrian Cox & Björn Ingelstam Quartet
17.09.2021
– anmeldelse og billedgalleri
Se Flemming Wagners billeder fra koncerten
Af Mogens Lerbech
På trods af at den annoncerede rytmegruppe blev erstattet af tre andre rytmefolk, fik vi tilhørere en meget spændende jazzkoncert, hvor de to solister den svenske trompetist Bjørn Ingelstam og den engelske gæsteklarinettist Adrian Cox dels ”udfordrede” hinanden musikalsk på allerbedste vis og gav adskillige numre deres særlige fortolkning. Samtidig var de i stand til at gennemføre sammenspil af højeste kvalitet.
Netop det at jazzen er levende og spontan gør det altid spændende at gå til jazzkoncert. Sådan var det også ved denne koncert i Baghuset.
Bjørn Ingelstam spillede på en meget udtryksfuld eller ekspressiv måde, som viste hans overvældende beherskelse af trompeten i alle tonelejer. Jeg vil sammenligne ham med de kendte amerikanske trompetister Bill Coleman og Buck Clayton, som blandt andet kan høres på optagelser med den legendariske Lester Young gruppe Kansas City Six fra 1940’erne.
Dette levede Adrian Cox i allerhøjeste grad op til gennem sit energiske, kraftfulde og virtuose spil, der nåede helt ud i de fjerneste hjørner af salen. Begge solister sang i flere numre, og det gjorde de også på hver på deres måde. Adrian ekspressivt og udadvendt, hvilket gik lige ind hos publikum, mens Bjørns mere lyriske vokal gjorde sig rigtig godt især i langsomme numre. Resultatet af begges vokaler var jazz af højeste kvalitet.
Rytmegruppen, som bestod af de garvede jazzmusikere Sven-Erik Lundeqvist på piano, Simon Petersson på bas og Henrik Holst Hansen på trommer gav en solid, svingende baggrund for de to solisters præstationer, samtidig med at de alle tre gennemførte adskillige solopassager, som resulterede i umiddelbar applaus fra salen.
Mens Bjørns far, den garvede trombonist Hans Ingelstam, sad nede i salen under første sæt og tydeligvis nød koncerten, lavede Bjørn en meget elegant introduktion til andet sæt ved selv at spille et par numre på trombone, hvilket instrument han også behersker flot.
Herefter blev Hans Ingelstam inviteret til at spille med i andet sæt. Det gjorde han på sin sædvanlige erfarne og overbevisende måde, hvor hans spil bidrog til at gøre koncerten endnu mere spændende.
Eftersom numrene i andet sæt var mere traditionelle, kan man sige, at koncerten bevægede sig fra det moderne til det mere traditionelle. Altså fra en swingpræget til en mere traditionel spillestil og udtryksform, hvilket ikke
gjorde koncerten mindre interessant.
Så alt i alt en meget spændende aften med et orkester og en gæstesolist, der sørgede for at publikum blev underholdt med jazzmusik fra allerøverste hylde, hvilket vi siger tak for.