Adrian Cox & Björn Ingelstam Quartet – 23.10.2020
– anmeldelse og billedgalleri
Se Flemming Wagners billeder fra koncerten
Af Kurt Schouenborg
Det er barske Corona tider, for vort land (og, ja, – for resten af verdenen). Vi var præcis 50 gæster, som foreskrevet af myndighederne. De fleste var
medlemmer, – men andre, – sikkert Adrian Cox fans, – var at skimte, blandt publikum.
Nu er det jo ikke første gang, Adrian gæster Danmark. Han var her, fire gange i 2019, og nu spiller han et par steder i Københavns centrum, og så, – her i Ballerup Jazzklub med Bjørn Ingelstams band. Var det mon i 2002, at guitaristen Ronald Andersen, hev den meget unge Adrian Cox, med på Femø jazzfestival, til demonstration af musikerlivets forskelligartede sider? Nu er Adrian dobbelt så gammel, og en fabelagtig dygtig og internationalt kendt musiker. Det er et scoop, at vi får lov til at høre ham her.
Bjørn Ingelstam lagde ud med, fremragende, – at spille,- og synge, “When It’s Sleepy Time Down South” fra 1931. Så var stilen lagt, – lige i øjet, – til
Ballerup Jazzklub. Så fik vi “That’s My Desire” (en gammel Frankie Lane sang), her sunget hyggeligt, af Adrian Cox. Ikke alene spiller han virtuost, men han synger også glimrende. Så spillede Adrian og Bjørn, i flerstemmigt blæserkor, W.C.Handys “Beale Street Blues”. Bjørn sang den og Adrian fik publikum til at klappe i takt.
Så smed Adrian jakken og første set endte med at Bjørn scat sang “Margie”, og spillede den med en feeed, feed dæmper på trompeten.
I andet set spillede de “Give Me A June Night” (Svend Asmussens kendingsmelodi), sunget af AC og taktklappet af publikum.
Pianisten Calle Brickman er bare fantastisk. Det er skammeligt, at dunkle mænd i nattens mulm og mørke, har hugget jazzklubbens flygel (for flere år siden). En pianist, af den karat, fortjener bedre, end at skulle tæve i en gang elektronisk skrammel.
Sidste nummer i settet var “If I Still Were A Telephone”. Adrian begyndte med en blød klarinet (han kan ellers godt være lidt skarp i tonen, sagde en publikummer), og så sang Adrian og Bjørn, flerstemmigt, og kontrabassen spillede melodistemmen mageløst.
I sidste set sang Bjørn Ingelstam, “Thats My Home” (kendt fra Louis Armstrong), kun akkompagneret af Matthias Petri på kontrabas.
Helt alene, – kun med bassen på melodistemmen. Sikke et nummer, – Matthias er en gudbenådet bassist, – intet mindre – – .
Musikken blev båret af en intens og fokuseret rytmesektion, med den, helt artistiske Andreas Svendsen på trommer og Matthias Petri på bas.
Se, det var en fin aften (med kun 50 publikker desværre) i Ballerup jazzklub.