Ronald Andersen

Special
Edition Band


Fredag 18. februar kan alle jazzinteresserede glæde sig til et dejligt gensyn med Ronald Andersen Special Edition Band som denne aften besøger Ballerup Jazzklub.

Her er tale om et virkelig brobygnings samarbejde, idet musikerne i bandet kommer fra både Sverige og Danmark.
Fra hinsidan møder vi musikerne Frederik John (trombone), Gunnar ’Cæsar’ Anderson, piano/vokal og Karl Kronquist (kontrabas/vokal). Fra det hjemlige toner frem de danske musikere, kapelmester/vokalist og guitarist Ronald Andersen, Finn Odderskov (tenor- og sopransaxofon) og Finn Hjelm Jacobsen (trommer).

SEB har valgt deres repertoire ud fra, hvad de selv kan stå inde for i en vekselvirkning af musikudtrykkene ballade, medium og up tempo. Dette blandet med orkestrets stilvalg som er en blanding af Traditionel, New Orleans og Gypsy – Jazz gør, at det levende, Ballerup’ske jazzpublikum vil finde noget for enhver smag. Med dans og lytning i en vekselvirkning. Jazz – sløjfen kan bindes endeligt ved at nævne navne som Kid Ory, Bunk Johnson, George Gershwin, Sonny Rollins og mange flere. 

Det vil garanteret fylde hele medlemsbladet, hvis oplistningen af alle de musikere som den enkelte i bandet har spillet med skal nævnes. Men der skal lige være plads til at reklamere for de to CD’er bandet har lavet. Det er ’Jazz Goes Crazy’ og ’Heavy Artillery’ som de sikkert vil udbyde i salg denne aften.  

Brobyggereventen begynder kl. 20:00. Dørene åbnes kl. 19:30 og der er ’Glad Time’ i baren frem til kl. 20:30. Baghuset på Sct. Jacobsvej 1 i Ballerup lægger scene til. Tag din svenske nabo og hele familien med. Entré: 75 kr. for gæster og 40 kr. for medlemmer af jazzklubben.