Leif Andreasen er kendt som en underholdende musiker,der med sin klarinet og saxofon kan få musikken til at swinge. Samtidig tilføjer han en væsentlig dimension, idet han synger en række både kendte og mindre kendte sange, som orkestret har på repertoiret. Bag sig har han en rytmegruppe, som bakker ham op på bedste vis.

Det er på banjo Jens Stormgård, som indtil opløsningen af Dølle Hasemann’s orkester var fast mand der. På bas er det Ernst Hansen. Han var med fra starten af New Orleans Delight, indtil han efter eget ønske holdt op. Den sidste mand i rytmegruppen behøver almindeligvis ingen præsentation i traditionelle jazzkredse. Det er Papa Bues legendariske trommeslager fra den gyldne periode 1956-62, Ib Lindschouw, bedre end nogensinde. Han har spillet sammen med Leif siden 1987.

 Orkestret har en stor og trofast kundekreds, som benytter det ved mærkedage i familien eller firmaet. Herudover bliver det til optræden på forskellige spillesteder i København og omegn samt Nord- og Sydsjælland. 

Overalt, hvor Leif Andreasens new orleans four dukker op, begejstrer deres spilleglæde og entusiasme. Musikken, som har rødderne dybt nede i George Lewis traditionen, har nerve, følsomhed og dynamik. Den baserer sig på en vekslen mellem traditionelle jazznumre og melodier fra 20´ernes og 30´ernes populærmusik, som blev almindelige på repertoiret hos orkestrene i New Orleans, og stadig er det.

 

 

Leif Andreasens new orleans four

gæster Ballerup Jazz Klub

Lørdag d. 2. april kl. 20:00